1600 Challenge   07/09/14

Endelig gode resultater i den nye bil
Tue Nielsen og Flex Motorsport har fået en rigtig god debut i hans nye Citroen C4 Coupe.
Den helt nye bilmodel i Yokohama 1600 Challenge fik debut ved Midsommerløbet på Padborg Park, hvor det blev til en 5. plads og 12. plads. Dog klagede Tue over manglende hestekræfter, hvor han manglede meget fart ned af langsiden.

I sommerferien blev bilen forbedret og en mindre justering af motorstyringen gav lidt flere hestekræfter, så det passer bedre til bilens vægt.

Der var tidsmæssig fremgang at spore efter sommerferien, hvor det blev til en 6. plads i bakkerne på Ring Djursland, mens heat 2 måtte sluttes før tid, da en lille tur henover en curb havde rykket par ledninger over, så bilen ikke kunne køre længere.

Derfor var det en meget tændt Tue Nielsen som mødte op på FDM Jyllandsringen til Grand Prix Danmark. Sidste år kørte han 2 podieplaceringer hjem ved netop dette løb, så målet var at gentage dette i 2014.


(Foto: Flex Auto)

Træningen startede fredag 16.20, hvor de 25 kørere skulle på banen for første gang i weekenden. Det blev til en masse stabile omgange fra den unge kører, og hans bedste tid rakte til 5. bedste tid.

Henover natten forsøgte teamet med lidt småændringer på bilen, for at se om der kunne findes lidt mere fart til kvalifikationen.

Der blev også fundet mere fart, men konkurrenterne fandt lidt mere fart, så det desværre kun rakte til 7. startposition.

Til gengæld var der glæde at spore i teamet, da skyerne åbnede sig en halv times tid inden heat 1 skulle starte. Den unge kører fra Kjellerup elsker at køre i regnvejr, så det var lige vand på hans mølle – så at sige.

Da de 5 røde lamper gik ud var han heller ikke sen til at udnytte muligheden, og indtog allerede 4. pladsen efter første omgang. Omgangen efter lykkedes det at tilkæmpe sig 3. pladsen hvorefter denne kunne forsvares hele vejen til det ternede flag.

Sæsonens første podieplads var derfor hjemme, så det var en meget glad kører som kunne stige ud af bilen efter de 9 omgange.

Heat 2 skulle vise sig at blive endnu et regnvejrs løb. Længe så det ellers ud til at blive tørvejr, men få minutter før starten, startede regnen. Tue Nielsen nåede lige at få skiftet dæk og komme med ud af pitten, inden at bilerne kørte mod selve startgridden. Fra 6. startplads skulle der virkelig kæmpes for at gentage gårsdagens succes.


(Foto: Flex Auto)

Det tætte midterfelt bølgede frem og tilbage, og den hvide Citroen C4 Coupe lå og svingede mellem 4. og 6. pladsen. Da målstregen blev passeret efter de 11 omgange, blev det til en flot 4. plads, og derved en god afslutningen på sæsonens bedste løbsweekend.

De manglende point fra tidligere på sæsonen betyder at der mesterskabsmæssigt ikke er det store at køre for. Aktuelt indtager Tue Nielsen 9. pladsen, men da han ikke deltager ved næste løb på Padborg Park, bliver der i stedet fokuseret på at få en god sæsonafslutning på FDM Jyllandsringen 27.-28. september.

Flex Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 31/08/14 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk