Special Saloon   23/09/14

Afkortet sæsonafslutning for Claus Christensen
Årets sæsonafslutning bliver noget anderledes end planlagt for Claus Christensen – ligesom det meste af hans 2014-sæson desværre også har været det. Motoren og den tilhørende styring i hans Aquila CR1 har drillet gennem det meste af året, og ved forrige afdeling af Special Saloon Car-mesterskabet gik det helt galt.

”Vi nåede ikke at køre meget, før det sagde bang,” fortæller Claus Christensen. ”Vi fik skilt motoren ad, og her viste det sig, at der var skade på motorblokken, men også krumtappen, knastakslerne og flere af ventilerne var ødelagte.”


Weekendens DM-Finale bliver årets sidste løb for Claus Christensen
(Foto: CC Competition)

Motoren befinder sig aktuelt hos CC Competitions hollandske motortuner, der har arbejdet på at finde en løsning, så Claus Christensen kunne gennemføre sin planlagte sæsonafslutning, som dels skulle bestå af DM-Finalen på FDM Jyllandsringen, dels af et stort løb på den belgiske Formel 1-bane, Spa-Francorchamps.

”Mit Spa-eventyr er desværre aflyst,” siger han. ”Jeg ville gerne have kørt løbet, men det ville have krævet, at jeg havde en motor, som ville fungere optimalt, og jeg føler mig overbevist om, at jeg også ville kunne have kørt et godt resultat hjem.”

”Men rent motormæssigt kan tuneren ikke nå at lave en motor med en helt ny blok, sådan som det vil være nødvendigt for at kunne køre på Spa, så derfor har jeg aflyst. Men til gengæld har vi fundet en løsning, så jeg kan være med i DM-Finalen på søndag.”

Rent konkret vil CC Competitions motortuner genbruge den beskadigede motorblok, men den får nye knastaksler, krumtapaksel og ventiler.

”Det er ikke optimalt, men motoren vil kunne køre. Jeg får kun lov til at køre med den til dette løb, og så skal den tilbage og bygges op fra grunden,” siger Claus Christensen. ”Vi kommer forhåbentlig med en motor, som kører, og jeg forventer at kunne lave et topresultat. Vi er danske mester i divisionen, og vi har bare dagens resultat at køre efter.”

CC Competition


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/09/14 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport