Danish Endurance Championship   05/10/14

Årets langdistancemestre fundet på Padborg Park
DEC - Danish Endurance ChampionshipFire kørere og et team kunne efter sæsonafslutningen kalde sig mestre
Lørdag afsluttede Padborg Park den danske sæson inden for langdistanceracing, og det skete med fjerde og sidste afdeling af Danish Endurance Championship, som for niende gang blev afviklet. I alle tre divisioner såvel som i kampen om den såkaldte distancepokal var intet afgjort på forhånd, og i enkelte af divisionerne var det først, da den sidste omgang var kørt, at såvel identiteten af vinderne som af mestrene var kendt.

Det gjaldt ikke mindst i division 1 for de mindste, ikke-tunede biler. Her lignede Søren Lauridsen/Anders T. Jensen, Skærbæk/Randerup, oplagte titelkandidater, men her i efteråret begyndte deres chancer at smuldre. Ved forrige mesterskabsafdeling endte de pointløse efter en udelukkelse, og for dem var det derfor vigtigt at holde fart i bilen. Men en afkørsel tidligt i løbet sendte dem bogstaveligt talt af sporet i titelkampen.


Inden finalen stod Allan Müller à point med to konkurrenter, men vandt titlen i division 1 med blot tre points forspring
(Foto: Morten Alstrup)

Den kom i stedet til at stå mellem Allan Müller, Rødekro, og Henrik Thomsen og Rasmus Pedersen, begge Ebeltoft. De tre stod a point inden finalen, men hvor de to djurslændinge sad i samme bil, kørte Allan Müller sammen med Henrik Thomsen/Jacob Ladefoged, begge Hjørring, fra Team Vrå Auto Racing, der også indsatte en bil med Frederik Calundan, Hjørring, Jonas Holmgaard/Magnus Holmgaard, begge Aalborg. Gennem de meste af løbet kæmpede tre biler tæt – ja, på et tidspunkt var trioen adskilt af blot 20 sekunder – men da Henrik Thomsen/Rasmus Pedersen måtte indkassere to stop-and-go-straffe for forseelser, endte de løbet på tredjepladsen og tog sølvet. Men de to biler fra Team Vrå Auto Racing kæmpede videre, men selv om Frederik Calundan/Jonas Holmgaard/Magnus Holmgaard vandt løbet, så kunne Allan Müller takket være den andenplads, han sammen med Henrik Thomsen/Jacob Ladefoged kørte hjem blot 15 sekunder efter, tage mesterskabet.


Sally Racing med bil nummer 22 vandt distancemesterskabet, og en af dets kørere – Kristian Jepsen – tog titlen i division 2.
(Foto: Morten Alstrup)

I division 2 for de tunede biler op til to liter var det også en enkelt kører, som tog titlen. Det var Kristian Jepsen, København, som kunne kalde sig mester efter en sæson, hvor han gennem året har kørt sammen med flere forskellige teamkammerater. Denne gang var det sammen med Johan Blach Petersen/Martin Sally, Hjortshøj/Århus C, og trioen sluttede af med manér, da de samtidig tog en divisionssejr med en godt en omgangs forspring til Peter Madsen/Johnny Andersen/Frankie Jørgensen, alle Horsens. Netop disse to biler var sjældent adskilt af mere end en omgang undervejs i det fire timer lange løb. Samtidig kunne det team, som Kristian Jepsen/Johan Blach Petersen/Martin Sally stillede op for – Sally Racing – tage distancepokalen som det team, der har tilbagelagt den længste distance i hele sæsonen.


Den røde BMW med norske Edland og brødrene Klostermann vandt finalen, selv om den var en tur i sandkassen
(Foto: Morten Alstrup)

De generelle vindere af finaleløbet på Padborg Park blev Roy Edland/Michael Klostermann/Claus Klostermann, Norge/Gørløse/Greve. Holdet førte det meste af løbet. Faktisk mistede de kun føringen i forbindelse med de tankstops, de havde, samt den afkørsel Claus Klostermann leverede. Men trods sidstnævnte uheld kunne de alligevel vinde såvel løbet som divisionen med tre omganges forspring til Peter Normann/Henrik Bollerslev, Rødkærsbro/Viborg. Sidstnævnte mandskab kunne dog med sæsonens anden andenplads køre så mange point hjem, at de sikrede sig mesterskabet i divisionen.

Slutstillinger i Danish Endurance Championship

Division 1
1. Allan Müller - Rødekro - Peugeot 207/307 - 80 p.
2. Henrik Thomsen - Ebeltoft - Peugeot 106 - 77 p.
Rasmus Pedersen - Ebeltoft - Peugeot 106 - 77 p.
3. Søren Lauridsen - Skærbæk - Suzuki Swift - 72 p.
Anders Tage Jensen - Randerup - Suzuki Swift 72 p.

Division 2
1. Kristian Jepsen - København - Renault Clio III - 107 p.
2. Frankie Jørgensen - Horsens - Renault Clio III - 92 p.
Johnny Andersen - Horsens - Renault Clio III - 92 p.
Peter Madsen - Horsens - Renault Clio III - 92 p.
3. Johan Blach Petersen - Århus C - Renault Clio III - 85 p.

Division 3
1. Peter Normann - Rødkærsbro - Peugeot Spider - 92 p.
Henrik Bollerslev - Viborg - Peugeot Spider - 92 p.
2. Christian Mørup Rytter - Sæby - Volkswagen Polo GTI - 63 p.
3. Joakim Rasmussen - Frederikssund - Ferrari 430 Challenge - 55 p.
René Rasmussen - Frederikssund - Ferrari 430 Challenge - 55 p.

Distancepokalen
1. #222 – Sally Racing - 1.733,6 km
2. #287 – 8700 Racing - 1.713,7 km
3. #224 – Sally Racing - 1.598,4 km

Driftsforeningen Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 04/10/14 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto