1600 Challenge   15/10/14

Benhård afslutning på sæsonen
Det blev til en benhård afslutning på sæsonen for Jens Jensen i Yokohama 1600 Challenge.
Sæsonfinalen skulle køres på FDM Jyllandsringen den 27.-28. september.

2014 sæsonen startede rigtig god ud på den samme bane i april til Åbningsløbet.

Efterårssæsonen har dog været præget af regnvejr, og den type vejr er ikke den lille blå Peugeot 106 Rallyes favorit. 65 point er indtil videre kørt ind på kontoen, hvoraf de 56 af disse kom i sæsonens første 4 løb.

Derfor var teamet meget opsat på at få kørt masser af point på kontoen ved finaleløbet.

Lørdag morgen skulle den første træning køres. Det havde regnet fredag og det, kombineret med morgendug, gjorde at banen havde en masse våde pletter.

Derfor var det også begrænset hvad træningen kunne bruges til, men teamet fik bekræftet at bilen kørte fint - i hvert fald de steder hvor banen var tør.

Det rakte til 18. bedste tid ud af de 25 kørere, så der skulle prøves lidt andet med opsætningen til kvalifikationen senere lørdag.


(Foto: CN Photo)

Her var banen tørret helt op, og derved kunne der gives fuld gas fra første omgang.

Allerede få omgange inde i kvalifikationen begyndte Jens at sætte rigtig gode tider, og blandede sig i top 12.

Midterfeltet var dog utrolig tæt, så da de 20 minutter var gået, rakte det til 15. startposition - med 0,059 sekunder til 13. pladsen! Derudover var der mindre end 1 sekund til top 5. Så det er de små detaljer som gør de store forskelle.

Søndag 11.35 skulle heat 1 køres. På vej ned mod sving 1 fik Jens lagt sig på yderbanen, hvilket kostede et par placeringer. Ydermere måtte han undvige et par kørere som spandt foran ham senere på omgangen, hvilket gjorde at han tabte endnu en par placeringer.

Herefter gik kampen igang med at få placeringerne vundet tilbage. Stille og roligt fik han arbejdet sig tilbage gennem feltet, og kunne efter 13 omgange krydse målstregen på 16. pladsen.

"At slutte en plads længere nede end startplaceringen, er jo ikke ligefrem det bedste - men i det mindste kom jeg igennem heatet uden skader, hvilket ikke var ligetil, da de 2 biler spandt foran mig," opsummerede køreren.


(Foto: CN Photo)

Senere søndag eftermiddag skulle årets sidste heat køres.

Her blev det til en meget bedre start for Jens Jensen. Det lykkedes nemlig at vinde en placering allerede ned mod sving 1, som han også holdt de efterfølgende omgange.

På 5. omgang kom han under kraftigt pres fra 2 bagvedkørende. 1 af dem smuttede forbi på vej ind i sving 1, mens Jens forsøgte at ligge sig lige i hans baghjul, og stadig få lukket af.

På vej ind i sving 3 lukkede den forankørende dog lidt hårdt af, så Jens måtte helt op og stå på bremsen, for at undgå en kollision. Det lykkedes stort set, men resultatet blev et spin for den blå Peugeot 106 Rallye og en meget lille bule i forskærmen. Men hvad værre var, at flere kørere slap forbi, inden at Jens kunne fortsætte jagten.

Heldigvis kom han hurtigt tilbage i rytmen og fik skabt sig et stort forspring til de efterfølgende biler. Med få omgange tilbage af løbet begyndte bilen at køre mærkeligt. Teamet havde inden heatet konstateret en lille smule slør i forhjulslejerne, og det var sansynligvis dette som var blevet værre.

Med kun 3 omgange tilbage kom ham under kraftigt pres bagfra. Den unge kører forsøgte at holde konkurrenterne bagved, men da en af dem var oppe på siden ved overgangen ud på det nye banestykke, valgte han at give god plads for at undgå kontakt. Den respekt var dog ikke helt gensidig, så på de efterfølgende omgange var der flere episoder hvor der var meget tæt på at være kontakt mellem de 2 biler.

Derfor var det en rødglødende kører der krydsede målstregen på 20. pladsen, hvilket var langt fra målet inden heatet.

De 2 duellanter fik sig en snak efter løbet, da gemytterne havde lagt sig, fik de snakket ud om episoderne.


(Foto: CN Photo)

Selvom det kun rakte til 6 point denne weekend, kunne Jens Jensen glæde sig over at være den ene af kun 2 kørere i Yokohama 1600 Challenge, der havde gennemført samtlige heats i sæsonen.

Slutplaceringen i mesterskabet blev en skuffende 16. plads. Især skuffende når der kun kom 15 point på kontoen i løbet af de sidste 3 løbsweekender.

Teamet vil gerne takke dem som har støttet op om teamet i løbet af sæsonen, og har gjort det muligt at komme ud og køre alle weekender. 1 sæson som ved sæsonstart så ud til måske kun at blive på et par løb, men hvor teamet alligevel fik stablet en hel sæson på benene økonomisk.

I samme åndedrag vil teamet også sende en tak til de andre kørere i Yokohama 1600 Challenge for en god sæson med masser af godt og tæt ræs.

Planerne for 2015 står stadig delvis åbne. Hvis der bliver fundet økonomi til at køre, bliver det med sikkerhed i samme klasse med samme bil. Så der bliver travlt i vintermånederne med at finde budgettet til endnu en sæson i Danmarks fedeste og tætteste Racerklasse.

Vi ses på banerne i 2015.

JJ Media


Læs mere om:
  • Jens Jensen
  • Jyllandsringen
  • 28/09/14 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport