Go Kart   17/10/14

Watts blændende rookie-år
Noah Watt har haft en forrygende første sæson i KF Junior klassen. Han har gjort flot figur i alle discipliner, og som den yngste i klassen har han kørt intet mindre end 22 podiepladser hjem

I en alder af bare 12 år har han taget den danske kartingverden med storm. Efter en blændende rookie-sæson i KF Junior klassen kan han nemlig skrive viceverdensmester, 5 x sjællandsmester, ROK Cup mester, Junior Cup mester samt DM sølv, SM sølv, DM bronze og SM bronze på CV’et. Dette vel og mærke efter sine i alt kun fire år i sporten.


Noah Watt
(Foto: Motorsporten.dk)

I år er han rykket op i KF Junior klassen som både er en langt hårdere og hurtigere klasse end det han har været vant til tidligere. Her køres der med en vandkølet 125 ccm motor der rammer en topfart på lidt over 120 km/t. Klassen kræver både større koncentration og ikke mindst større fysisk kraft, samtidig med at der kæmpes mod hold af kørere der både er ældre og blandt Danmarks absolut skarpeste.

Ingen af delene har set ud til at være et problem for Noah, der virkelig har fået vist sin råstyrke og nu kan kalde sig en etableret del af den danske kartingelite.

Til Dansk Automobil Sports Union og Team Danmarks talentudviklingsprojekt har unge Watt bl.a. udmærket som en af de kørere der både er i bedst fysisk form og skarpest på sin paratviden. Derfor ligger han også lunt i svinget til at tage sejren til Christian Bakkerud Talentpris, som afgøres i November.


Noah Watt
(Foto: Motorsporten.dk)

På bare sit første år i KF Junior klassen har Noah Watt imponeret, og det må siges at han har haft en rigtig god rookie-sæson. Det er bare i år blevet til intet mindre end fem mesterskaber, fire vice-mesterskaber samt to bronze-mesterskaber. I alt har han betrådt podiet 22 gange og scoret medaljer i samtlige 11 mesterskaber han har kørt i løbet af 2014-sæsonen.

Noah Watt resultater 2014
DASU Cupindendørs el-gokartMester
Dansk ROK CupROK JuniorMester
SjællandsmesterskabDASU 125 JuniorMester
SjællandsmesterskabKF JuniorMester
DM RevanchenDASU 125 JuniorMester
DanmarksmesterskabROK JuniorSølv
SjællandsmesterskabROK JuniorSølv
Dansk SuperkartKF JuniorSølv
DM RevanchenKF JuniorSølv
DASU TalentcupKF JuniorBronze
DanmarksmesterskabKF JuniorBronze


Noah Watt på toppen af podiet
(Foto: EjgilFrandsen.dk)

En imponerende bedrift af den kun 12-årige kartingkører, der nu fokuserer på en international karriere. I 2015 er han netop gammel nok til at få licens til at køre i udlandet. Det er nemlig ikke kun i Danmark han har fået skabt sig et navn. I de udenlandske kartingkredse svirrer rygterne på, at der snart kommer en ung og meget hurtig Watt der vil blande sig i sportens topserier.

Inden længe går turen derfor til Italien, hvor han skal teste for et af verdens bedste fabriksteam i karting. Et team der bl.a. står bag verdensmesteren i karting Nyck De Vries. De Vries stoppede sin gokartkarriere i 2012 og kører nu Formel Renault 2.0 og er under McLaren Young Driver Programme.

Nu skal der fortsat arbejdes på at stable en sæson for 2015 på benene. Målet for 2015 er at deltage i både EM, VM og en række internationale løb i bl.a. Italien og Tyskland.

Janni Storm


Læs mere om:
  • Noah Watt

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport