Allerede sidste weekend kunne den 17 årige nordjyde Lasse Sørensen sætte kronen på værket ved, som den første dansker nogensinde, at vinde det Internationale Franske Formel 4 mesterskab. Derfor kunne han ved denne weekends afdeling på Paul Ricard banen i Frankrig, køre helt uden pres på skuldrene. Med tre podie placeringer kunne han slutte sæsonen med manér, og som en sand mester. Det blev til en første plads og to anden pladser, og Lasse sluttede sæsonen med et overbevisende forspring på hele 149 point ned til nærmeste forfølger.
Det har været en fantastisk sæson for den unge nordjyde, med 8 sejre og 17 podie placeringer. Med mesterskabet følger en pengepræmie på kr. 750.000, som skal hjælpe nordjyden videre i sin karriere.
Lasse Sørensen udtaler: ”At stå her som F4 mester er helt ubeskriveligt. Det har været et hårdt mesterskab. Specielt i starten, hvor alle var med til at kæmpe om titlen, så var det virkeligt vigtigt at køre taktisk. Jeg prøvede hele tiden at koncentrere mig om min nærmeste forfølger. Det skiftede et par gange, så taktikken ændrede sig hele tiden fra løb til løb. Det var derfor dejligt, at kunne tage titlen allerede i Spanien i sidste weekend. Denne weekend har været ren nydelse, men det var selvfølgelig også vigtigt at vise eventuelle sponsorer, at det ikke var tilfældigt at jeg vandt. Selv om jeg modtager den store penge præmie, så mangler jeg stadig en god sponsor, som kan hjælpe mig videre i min formel karrieren. Derfor var det vigtigt for mig, at jeg også denne weekend var den kører, som kunne sætte flest point ind på kontoen”, slutter Lasse Sørensen stolt fra Paul Ricard i Frankrig.
Lasse Racing
Læs mere om: Paul Ricard26/10/14 - Paul Ricard - Formel 4 |