Classic Race Aarhus   13/11/14

Nyt Formel 1 samarbejde i Aarhus
CRAASamarbejde mellem Aarhus Tech og Classic Race Aarhus sikrer studerende erfaring med motorsport på højt niveau
Mens Kevin Magnussen gør Formel 1 sporten mere populær end nogensinde i Danmark, kan fremtidens mekanikere på Aarhus Tech nu få foden inden for på nogle af de internationale hold, der kan bane vejen for en fremtid i motorsportens topklasse.

Det er studerende på Aarhus Techs særlige uddannelse til autoteknolog, der i maj skal servicere flere af de deltagende hold i forbindelse med Classic Race Aarhus, som er et af Nordeuropas største racerløb for klassiske biler.

”Classic Race Aarhus er en unik mulighed for vores studerende. De får erfaring og et netværk, som de kan trække på senere i deres karrierer, og det er alt sammen med til at styrke vores satsning på racerteknologi” siger Søren Glob, uddannelseschef på Center for Autoteknologi på Aarhus Tech. Allerede i år var en lille gruppe af de dygtigste studerende med som et forsøg, da der blev kørt racerløb for klassiske biler i Aarhus. Britiske Titan Phoenix Historic Racing deltog med Formel 1- og Formel 5000 biler, og her gjorde særligt en af de unge studerende sig så godt bemærket, at han siden blev en fast del af holdets internationale sommerprogram.


Formel 1 opvisningsklassen kørte i år under navnet ”Ronnie Peterson Memorial”, og havde to fine eksemplarer af svenskerens biler med her en March 76 1 i de helt rigtige farver

”Det var en fantastisk erfaring for mig. Jeg har nu fået et netværk i den relativt lille verden, som leverer de dygtigste mekanikere og specialister til motorsportens store hold,” siger 25-årige Vladimir Stan, der flyttede fra Rumænien til Aarhus for at læse til autoteknolog. ”Mit mål er Formel 1, og det her er et skridt på vejen. Det kunne være cool, og hvem ved, hvad der kan ske. Under alle omstændigheder satser jeg på en fremtid inden for motorsport,” siger Vladimir Stan.

Det er erfaringerne fra dette års Classic Race, der nu bliver sat i system med den nye aftale mellem Aarhus Tech og Classic Race Aarhus, hvor der er stolthed over samarbejdet.
”Det ligger godt i tråd med vores ambition om, at Classic Race Aarhus skal profilere hele Aarhus som en progressiv kultur- og uddannelsesby,” siger løbets præsident, Niels Brøchner. Classic Race Aarhus køres næste gang i weekenden 22. til 24. maj 2015. Løbet finder sted på det, der er en af Nordeuropas smukkest beliggende baner ved Marselisborg Slot og Mindeparken i Aarhus med plads til 33.000 betalende tilskuere. Bag Classic Race Aarhus står en velgørende fond, hvis overskud går til initiativer, der kan højne trafiksikkerheden blandt børn og unge.

Aarhus Tech / Classic Race Aarhus


Læs mere om:
  • 24/05/15 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto