SKRID!
Optak til Abu Dhabis Grand Prix
Optakten til en VM finale, specielt en hvor VM faktisk skal afgøres, burde måske handle om netop det; at der skal findes en verdensmester og at der er to der kandiderer til titlen. Men hvor fascinerende det end er, så ligger fokus i Formel 1 i øjeblikket udenfor banen, hvor sporten kæmper med en eksistentiel krise, hvor en del af problemet er, at ikke alle kan anerkende eksistensen af krisen.

Det var den engelske gruppe Supertramp der midt i 70'erne lavede albummet "Crisis - What Crisis?" hvor en afslappet mand nyder livet i en liggestol, med parasol, drinks og hele svineriet, mens verden bag ham er forurenet slum. Billedet vil være meget passende som illustration af verden set fra Bernie Ecclestones side.

Den aldrende egocentriker nægter at se at den sport han har været primus motor i at gøre stor, er i krise. Hans fokus er udelukkende på hvor mange penge han kan tjene til sig selv og sine arbejdsgivere, kapitalfonden CVC. Og ordet SKRID er sådan en hurtig sammenfatning af hans holdning overfor kritikere.

For det første mener han, at de små teams egentlig bare kan skride hvis de ikke kan få deres forretning til at køre. Det er ikke hans problem, det er ikke sportens problem. De kan bare sætte tæring efter næring. Argumentet ville være fair, hvis ikke den største enkeltaftager af den indkomst Formel 1 genererer er CVC, som købte rettighederne af Bernie Ecclestone for en gigantisk enorm formue. Penge som de lånte og som de skal have ind igen, fra sporten. Der er masser af penge i Formel 1 og der er også penge nok til de små teams, men grådigheden er større end evnen til at se langt. Ecclestone tror på at Formel 1 med 16 biler, eller måske Formel 1 med syv teams med tre biler hver, ville være ligeså god en forretning, som det man har nu. Og syv teams er mindre besværligt end ti eller tolv teams.

Nogle andre der skal skride, hvis det stod til den 84 årige Bernie Ecclestone, er de unge fans. De har alligevel ikke råd til at købe et Rolex ur. De er simpelthen ikke målgruppen for de sponsorer der er i Formel 1 (den småsenile Ecclestone har tilsyneladende glemt et eller andet firma, der laver energidrikke - de har vist også lidt interesse i Formel 1). Endnu engang er det et kortsigtet synspunkt. Et brand som Rolex lever ikke kun af at der er nogle der har råd til at ofre, hvad der for andre er en årsløn, på et ur. De lever af at alle dem, der ikke har råd ved at uret er dyrt og ekslusivt. De lever af at nogle ikke har råd. Et Rolex ur er et statussymbol, og statussymboler har kun værdi, hvis nogle ønsker sig det, men ikke kan få det. Ecclestone mener at man kun skal interessere sig for de fans der har råd til at købe de ting, der bliver reklameret for. Det er den 70 årige forretningsmand der er interessant, mener han. Og vi andre småfattige lønmodtagere og funktionære kan egentlig godt slukke for fjernsynet. I samme åndedrag mener han også at Formel 1 ikke skal omfavne de sociale medier, for de er medier for unge.

De andre teams, de store, dem der har det godt, er heller ikke meget for forandringer, der indebærer at de skal kæmpe lidt mere for deres eksistens. De blokerer igen og igen for fremskridt og ændringer, der kan skabe både mere sportslig spænding og mere økonomisk lighed. I øjeblikket bliver det også diskuteret hvor meget udvikling man skal tillade på turbomotorerne. Renault og Ferrari er ikke tilfredse med at et eventuelt forspring, kan blive permanent, fordi der er begrænsninger på hvor meget der må opdateres og grænser for hvornår det skal ske. Mercedes kan sjovt nok ikke helt se problemet. Igen, man ser kun fra sin egen næsetip.

Fejlen for det hele ligger i sidste ende hos FIA og specielt hos Max Mosley, som var manden der solgte de kommercielle rettigheder til Formel 1 for et ganske beskedent beløb til Bernie Ecclestone. De har skabt et Formel 1 monster hvor reglerne i al for høj grad bliver bestemt af de deltagende hold, der i visse tilfælde endda har vetoret. Og de har for ingen udbytte givet afkald på alle indtægterne, og dermed mistet kontrollen over hvordan pengene skal fordeles. Formel 1 er et monster og selv i en sæson hvor der har været god kvalitet i produktet, er monstret i krise.

Blandt løsningerne der bliver spyttet ud, er blandt andet at lade GP2 køre med i Formel 1, så får man et større felt - og man kan endda uden problemer reducere antallet af Formel 1 teams. Det var Ecclestones tanke. Den tidligere designer, Gary Anderson, havde en alternativ idé. Nemlig at tillade både turbomotorer og de gamle otte cylindrede motorer. Efter hans udregninger kunne det give nogle interessante løb, hvor turbobilerne med deres mindre brændstofmængde ville være lettere end biler med de gamle motorer.

Men sæsonen er også ved at slutte. VM skal afgøres på søndag. Mercedes vinder, selvfølgelig gør de det. Der er dobbelte point på spil - det sætter situationen lidt mere på spidsen. Hvis ikke der havde været dobbelte point skulle Rosberg vinde og Hamilton blive dårligere end seks, for at Rosberg kan gå derfra med et verdensmesterskab. På papiret har Rosberg det lidt lettere med de dobbelte point. Han skal stadig vinde, men Hamilton skal i så tilfælde blive nr. 2 for at bevare mesterskabet på sine hænder. En tredieplads til englænderen vil sende VM trofæet på tyske hænder. Hvis Hamilton udgår skal Rosberg have mindst 17 point - hvilket vil sige en femteplads. Uden dobbelte point skulle han mindst være blevet nr. 2.

Dobbelte point er en dårlig idé, hvilket selv Ecclestone, som ellers fødte tanken har erkendt. Men kun delvist erkendt, for efter hans mening er det en dårlig idé fordi der kun er et løb med dobbelte point. Der burde være flere, mener han. Når man kender hans griske tankegang, ligger der helt sikkert en tanke om, at det er dem der vil betale ekstra, der kan få løb med dobbelte point. Sport har aldrig interesseret den lille jurist.

Men i år er de dobbelte point en kendsgerning. Har det så nogen betydning? Nej, egentlig ikke. Sådan er betingelserne, det har de været hele året, og de er ens for alle. Er der nogen der vil være en mere værdig mester, end den anden. Nej, for reglerne er som de er. Den der vinder har fortjent det. Strengt taget er Phil Hills mesterskab i 1961, det eneste ufortjente. Han vandt fordi hans tyske kollega, Wolfgang von Trips døde. Man kan argumentere for at Rosberg kun vandt VM i 1982 fordi Didier Pironi kvaste sine ben. Men forskellen er at Hill kørte i samme team som von Trips i '61, mens Rosberg i '82 kørte i en Williams med konventionel motor, en motor der var underlegen i forhold til den Ferrari turbo, Pironi blev skubbet af. Rosbergs indsats i 1982 var heroisk og uden nogensinde at have været en af de allerstørste, fortjente han sit VM.

Hvis Rosberg vinder, har han fortjent det, for han gjorde det nødvendige - og det gjorde Hamilton ikke. Hvis Hamilton vinder er situationen omvendt. Hvis man skal pille ved noget, kan man diskutere om man bliver belønnet nok for at vinde. Men vilkårerne er som de er.

Martin Møller-Thomsen