Teenageren forbereder sig til sin anden sæson i Yokohama Super Cuppen med ny bil 2014 blev den første sæson for Lasse M. Sørensen i den hårde Yokohama Super Cup, men selv om han var debutant og en af klassens yngste kørere, så fik han en flot start på sin karriere som bilsportskører, da han bl.a. tog en sejr på Ring Djursland. Til næste år fortsætter den 16-årige Hammel-kører karrieren i Yokohama Super Cuppen, men det bliver med et helt nyt mærke og en helt ny bil.
Lasse Sørensen skal køre Opel Astra OPC.
”Til næste år skal jeg køre Opel i Yokohama Super Cuppen,” fortæller Lasse M. Sørensen. ”Vi har været i Tyskland for at hente en Opel Astra OPC, der er blevet udviklet til den Opel Astra OPC Cup, som køres i forbindelse med langdistanceløbene på Nürburgring.”
Den bil, som Lasse M. Sørensen skal køre, er nybygget af Kissling Motorsport, og den vil med opbakning fra bl.a. Opel Danmark blive indsat i Yokohama Super Cuppen.
”Det bliver en klar fordel for os, at vi har valgt netop den bil,” siger Lasse M. Sørensen. ”Opel Astra OPC Cuppen har nu kørt tre år i Tyskland, og da der er tale om en nybygget bil, så er flere af erfaringerne fra de første år med løbsserien blevet indarbejdet i den bil, vi har fået. At den samtidig er nybygget betyder, at vi ikke skal bruge krudt på klargøringen, men i stedet på at få den gjort så optimal som mulig til Yokohama Super Cuppen.”
Teenagerens nye racerbil er udstyret med en to-liters turboladet rækkemotor, som til brug i de tyske langdistanceløb har mere end 300 hestekræfter. Men med hjælp fra Kissling Motorsport vil det blive ændret, når bilen skal bruges på de danske baner.
”Reglementet er anderledes i Yokohama Super Cuppen, men det er spørgsmål om at foretage nogle ændringer af motoren, så bilen matcher de krav med hensyn til maksimumeffekt og vægt/effekt-forhold, som reglementet stiller,” siger Lasse M. Sørensen.
Sørensen Læs mere om: Lasse M. Sørensen |