Formel 1   10/03/15

Tilbage til fremtiden
flere hk og bredere dæk
Sidste sæson var Formel 1 til diskussion. Udover pengene, blev der også snakket om hvad der skal til for at gøre sporten mere attraktiv, efter nedgang i antal tilskuere både på banen og hjemme foran tv’et. Mange røster var fremme og mange løsninger blev præsenteret. Noget tyder på, at der i 2017 kommer gennemgribende ændringer.

Det startede med de nye motorer. De her små turbomotorer, der skulle være fremtiden. Allerede inden første løb kom i gang beklagede flere sig over lyden. De lød ikke rigtigt af noget. Det var egentlig heller ikke formålet med dem. Formålet var at understøtte bilfabrikkernes teknologiske udvikling. Og fremtiden lige nu peger på små turbomotorer. Faktisk kom Formel 1 halsende en omgang efter virkeligheden - selv har jeg haft turbo i bilen i små ti år.

Men de lød nu ikke rigtig disse biler. Men i virkeligheden var det nok ikke det, der gjorde at folk blev hjemme, eller ikke tændte for fjernsynet. Problemet er nok meget mere komplekst. Specielt i Tyskland blev det fremhævet at det var et problem, at folk blev hjemme og at de heller ikke så, så meget fjernsyn. Man skal nok bare passe på med at bruge Tyskland som et repræsentativt udtryk for hele verden.

I Tyskland er Formel 1 nok bare ved at finde sit naturlige leje efter en lang periode hvor der først var en, og så en anden mangedobbelt verdensmester. At vinde er blevet hverdag for tyskerne og de fans der først og fremmest er der, fordi det er en tysker der vinder, gider ikke rigtig mere. For dem var det i virkeligheden aldrig Formel 1, men landsmænd, der klarede sig godt i en eller anden sportsgren.

Men det ændrer ikke på at Formel 1 har en udfordring i forhold til sine tilskuere. Langvarig diskussion om sociale medier blev afvist af Bernie Ecclestone, der påpegede at han var ligeglad med mængden af 22 årige fans - de havde alligevel ikke råd til at købe et Rolex ur. Han var mere interesseret i antallet af 70-årige forretningsmænd. Det var selvfølgelig en klar udmelding - kortsigtet og på alle måder uhensigtsmæssig - men klar.

Andre tager publikumsforbeholdet (at kalde det en krise, vil være at misbruge ordet krise) lidt mere alvorligt og snakker om at forbedre showet. Man vil have mere underholdende løb og man vil have mere fokus på kørernes præstationer.

Hvad de er kommet frem til er ikke helt skudt forbi. I stedet for at opfinde flere kunstige indgreb som DRS zoner og dobbelte point, så snakker de om, endelig, at reducere downforcen og gøre bagdækkene større. Mindre aerodynamisk vejgreb og mere mekanisk vejgreb.

Samtidig vil de også hæve effekten i motoren. Springet til Formel 1 er simpelthen for lille, bliver der sagt. Forskellen på at køre en GP2 eller F.R 3,5 er og en F1 er for lille. Så der skal mere power i motoreren - over 1000 HK.

Ja tak, siger jeg. Kørerne må gerne få noget at slås med. En kører skal helst slås med bilen for at beherske den, det skal ikke være en symbiose.

I samme åndedrag kunne man måske også kigge på dels hvor mange løb, man kører og dels hvor man kører dem. Løbene er flyttet til Tielke autodromer i mellemøsten, hvor tvivlsomme diktatorer køber sig lidt glamour at bade i. Sport og politik skal ikke blandes, siger man. Men det er bare blandet sammen, når Bahrain laver kampagne at være “united” med F1 logoet, eller når megalomanernes konge Putin holder hånd med Ecclestone. For den almindelige tilskuer bidrager denne holden hånd med diktatorer til at distancerer sporten fra virkeligheden. Formel 1 bliver noget for rige mænd med tvivlsom indstilling til demokrati, men med masser af penge, nogen der ikke minder om den almindelige fan hjemme i sofaen. Identificeringen forsvinder og dermed forsvinder interessen.

Antallet af løb skal måske også overvejes. Bernie Ecclestone vil gerne have et løb hver anden uge året rundt. For de enkelte løb giver penge i kassen og når nu finanskrisen er ved for alvor at slå igennem på arrangørernes vilje til at give Bernie penge, så kan flere løb løse det problem. Problemet er bare at man mætter markedet. Et mættet marked betyder at det enkelte løb mister sin betydning - og dermed sådan set også mindsker arrangørens motivation for at skyde penge i projektet. Hvis F1 skal være eksklusivt skal det være det ikke ved at være elitært, men ved at være under mætningsgrænsen. Hvis mætningsgrænsen blandt gennemsnitlige fans er 19 løb, skal man nøjes med 17.

Hvad angår de andre regler, som man vil ændre - motorer, hk, dæk osv. så er de fine. Det er godt at lade sig inspirere af fortiden og finde det som man kan bruge. Men man skal passe på med at tro, at tingene bliver ligesom de var dengang.

En højtydende turbomotor anno 2017 vil være mere holdbar og sikkert også nemmere at tackle end en tilsvarende fra 1985. Tiden hvor Gerhard Berger lavede hjulspind på vej op ad bakken i Monaco, i 6. gear, kommer nok ikke igen.

At ville lave bilerne sværere at køre, kan man næsten ikke være uenig i. For det er i virkeligheden kørerne der skal trække showet. Det er fortællingen om den enkelte kører, der er spændende - nedture og opture. Der skal være en historie at forholde sig til.

Men det betyder også, at man bliver nødt til at sætte kørerne fri. For nylig skrev engelske Autosport om at kørerne faktisk have personlighed - og at den store falliterklæring var, at det var nødvendigt at skrive en artikel om det. For de bliver holdt i så kort snor af alle deres PR folk og teamet, at deres personlighed bliver udvisket.

Formel 1 har en fremtid, og at man fra F1's egen side, er begyndt at forholde sig til hvordan man gør det hele mere interessant, er en god begyndelse. Formel 1 glemmer så ofte at snak og intentioner og godt begyndt kun er begyndelsen - der skal også tages beslutninger og de skal tages i ordentlig tid.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Albert Park
  • 15/03/15 - Albert Park - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport