World Challenge   27/03/15

Travle Christina Nielsen står overfor nye udfordringer
Christina Nielsen kører i weekenden sit tredje løb på fire uger, når hun i sin Aston Martin V12 Vantage deltager i anden afdeling af Pirelli World Challenge. Christina har ved de to foregående løb, første afdeling af Pirelli World Challenge og 12 timers løbet på Sebring, præsteret at tage pokal med ved begge lejligheder, men før hun kan nå så langt ved weekendens løb, er det helt nye udfordringer hun står overfor.

Weekendens afdeling af den stærke GT serie afvikles nemlig på en bybane, i centrum af Skt. Petersburg i Florida og for Christina er det første gang, hun skal køre en GT bil på en bane, hvor en fejl straffes med en tur i betonmuren.


Christina Nielsen
(Foto: Jan Kaiser)

”Det bliver en helt ny udfordring” fortæller Christina fra Florida, hvor hele 34 GT biler kommer til start. ”Det bliver en balance imellem at få arbejdet sig hurtigt ind i en rytme og samtidig passe på, man ikke får oversatset og rammer muren. Der er nogle passager, man virkelig skal ramme rigtig for at få en god omgang, men som samtidig, hvis man rammer dem forkert, kan betyde at man smadrer bilen. Men jeg glæder mig til for alvor at få prøvet kræfter med en bybane. Det er en skræmmende oplevelse, at køre mellem murene, men samtidig bliver det utroligt fedt”.

Første træning blev afviklet torsdag, men det blev kun til få omgange på banen, da den blev afbrudt af rødt flag. Christina fik ikke en fri omgang og sluttede med tiende bedste tid.

Kvalifikationen afvikles fredag kl. 23.45, første løb afvikles lørdag kl. 16.10 og andet løb afvikles søndag kl. 16.45. Alle tider er dansk tid.

Løbene kan ses live på www.world-challengetv.com

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • St. Petersburg
  • 29/03/15 - St. Petersburg - World Challenge

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk