Formel Ford - DK   16/04/15

Nu starter kampen om at blive den næste Danmarksmester
I weekenden starter årets sæson i Formel Ford
Danmarksmesterskabet i Formel Ford har gennem de seneste mange år vist sig som et godt karriereskridt for unge racerkørere, som gerne vil etablere sig i toppen af dansk bilsport – nationalt som internationalt.

Formel 1-køreren Kevin Magnussen, DTC-kørerne Jesper Egebart og Michael Markussen samt den ny-udklækkede Blancpain-Mercedes-kører Nicolai Sylvest er nogle af de seneste, som med et DM-guld i baglommen fra Danmarks hurtigste racerklasse er nået videre i sporten.


Mathias Weinreich Smith var flere gange i front ved sidste års Formel Ford-løb. Vil det denne gang lykkes ham at sejre?

Sidste sæsons topkørere er rykket videre på karrierestigen, og når årets Formel Ford-sæson i weekenden starter på Padborg Park, starter der derfor en ny kamp om at blive den næste Danmarksmester, og det bliver en lidt usædvanlig sæsonstart.

Ikke en eneste af kørerne i årets premierefelt har hidtil vundet et løb i Formel Ford-klassen, så weekenden vil med garanti udløse en ny vinder – hvis ikke flere, for der køres tre løb.

To kørere skiller sig ud som favoritter. Det er Mathias Weinreich Smith, Nibe, og Nicklas Ingemann, Vejle. Begge tager de hul på deres tredje sæson i Formel Ford-klassen, hvor de ofte har været at finde i den forreste del af feltet. Flere gange var Mathias Weinreich Smith i front for løb i 2014, men manglede lige det sidste held til at kunne sejre.

Christian Schandorff, Rønde, og Kasper Larsen, Aalborg, er to andre gode bud på en sejrherre på racerbanen ved den dansktyske grænse. De sluttede sidste år som henholdsvis nummer fem og seks i tabellen, hvor blot få point adskilte dem. Begge fik de podiepladser, og det er helt sikkert, at de også vil score i 2015.


Kasper Larsen viste god form i sin debutsæson i Formel Ford

Den kommende sæson i Formel Ford kommer naturligvis også til at byde på en række debutanter. Årets nye navne på Padborg Park bliver Marcus Bay Lange, Dianalund, Michael Christiansen, Kongerslev, Mads Hoe, Hadsten, Alexander Lindvig, Højbjerg, og Cato Poulsen, Rungsted, og som sæsonen skrider frem, vil der sikkert komme flere til.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 19/04/15 - Padborg Park - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport