Eco Rally   21/04/15

Vil du være nordeuropæisk mester i økonomirally?
Så skal du melde dig til start i det kommende NEZ - Suzuki Ecorally 2015 - den 15.-16. Maj
Om bilen er stor eller lille, mere eller mindre teknisk avanceret, er ikke det mest afgørende, når det gælder maksimal brændstofudnyttelse. Det er derimod en perfekt afbalanceret kombination af kørestil, teknologi og vægt.

Sådan var det i 2012, da en Mazda CX-5 vandt Eco Rally Danmark foran en Volvo V40 og Skoda Fabia, og noget tilsvarende kan blive resultatet, når Horsens Automobil og Motor Klub den 15. og 16. Maj afvikler NEZ - Suzuki Ecorally med start i Odense og mål i Kolding for at afgøre, hvilket hold og hvilken bil, der har kørt mest økonomisk.


Niels Chr. og Olav Madsen i den Mazda CX-5, som de kørte til sejr i Eco Rally Danmark, der blev kørt på Fyn med start og mål i Odense

Det fynsk-jyske økonomirally giver mulighed for at teste og måle evnen til at udnytte teknologien og præstere optimal økonomikørsel - og til at vinde NEZ-trofæet som nordeuropæisk mester i økonomirally.


Om man kører i en superøkonomisk mikrobil eller en middelsvær mellemklassebil kommer ud på ét. Det er kombinationen af kørestil, brændstofforbrug og vægt, som er afgørende, når det gælder ultimativ økonomikørsel i NEZ - Suzuki Ecorally 2015

En lille letløbende og superøkonomisk mini er ingen garanti for sejr, hvilket brødrene Niels Chr. og Olav Madsen beviste, da de i en Mazda CX-5 vandt Eco Rally Danmark 2012 og blev NEZ-mestre - eller da løbsleder Ulrik Hejl sammen med Ulf Hackenberger i fjor blev nummer to og vandt sølv med en Ford S Max 1.6 TDCI ved NEZ-opgøret i Nordnorge.


En mellemklassemodel som Volvo V50 kan også gøre sig gældende, det beviste den finske duo Markku Lehisto og Raino Alm med en andenplads i Eco Rally Danmark

Ulrik Hejl og Preben Jepsen fra motorklubben i Horsens har lavet en udfordrende rute på 500-600 kilometer og inddeler deltagerne i otte klasser; fire for benzindrevne og fire for dieseldrevne biler - alt efter bilernes motorstørrelse.

Resultaterne beregnes på grundlag bilernes faktiske brændstofforbrug og den samlede vægt af bil og mandskab, der vejes under og efter løbet. Dét betyder at alle kan være med på lige god - uanset hvilken biltype der anvendes.


Løbsleder Ulrik Hejl beviste selv i det seneste NEZ-opgør, at man kan være med i toppen, da han sammen med Ulf Hackenberger kørte en Ford S-Max i mål med et resultat, som sikrede dem andenpladsen og sølvet

Første del af rallyet køres i det kuperede og snoede sydfynske terræn og med pauser i Svendborg, Fåborg, Haarby og Assens, mens anden del køres i trekantområdet på den vestlige side af Lillebælt og med en sviptur til Horsens før sluttankning i Kolding.

Sideløbende med rallyet for de benzin- og dieseldrevne biler er der åbnet en klasse for el-biler ad en cirka 250 kilometer lang rute.

Enhver med flair og interesse for økonomikørsel kan være med og chancen for at blive nordeuropæisk mester i økonomirally er lige for alle.


Deltagernes biler tankes omhyggeligt til randen, rystes fri for luftlommer, tankes på ny og siden vejet under og efter løbet og fuldtanket igen. Dét borger for en optimal beregning af resultaterne

Detaljerne om løbet findes på www.ecorally.dk og tilmeldingsfristen er søndag den 3. maj.

Morten Dam


 
Reklamer

Bruno Hansen Motorsport


H.I. Auto


Yokohama Advan dæk