Europamesteren var på dobbeltarbejde på FDM Jyllandsringen DK Motorsport startede sin 2015-sæson i weekenden på FDM Jyllandsringen, hvor man for første gang var med i Danish Thundersport Championship – den absolutte topklasse i dansk banesport. Her havde man indgået aftale med den tidligere dobbelte Europamester i standardvognsrace, Michel Nykjær, om at køre teamets nye bil. Den nye konstellation var med fremme fra start. Selv om klassen var ny for DK MOTORSPORT, og at det er godt to år siden, at Michel Nykjær har siddet i en DTC-racer, så udløste tidtagningen en tredjeplads i det skrappe felt, som bestod af 23 biler.
”I starten af det første heat havde jeg kollision, og det var ærgerligt, for min bil kørte forfærdeligt efter det. På et tidspunkt køre jeg mere sidelæns end forlæns, og så slap bagenden,” siger Michel Nykjær, som derfor måtte starte langt nede i rækkerne til næste heat.
Michel Nykjær, i DTC
”Jeg fik kørt mig op og sluttede som syver, og det var jeg glad for. Jeg havde farten, men jeg havde store problemer med understyring. I finalen fik jeg kørt mig op som syver eller otter. Jeg havde farten, men bilen understyrede meget i opløbssvinget, og så fik jeg vist bare mast for meget på, og så spandt jeg rundt. Havde jeg kendt bilen mere, kunne jeg bedre have presset på. Men jeg synes, at vi viste, at vi havde farten og fik vist, at vi kan være med. Teamet gjorde et godt stykke arbejde.”
Men det gjorde Michel Nykjær også. For han kom på dobbeltarbejde. Pludselig sad han også bag rattet af DK MOTORSPORTs Opel Corsa fra Special Saloon Car-klassen – en bil, som Martin Vedel Mortensen skulle have kørt.
”Jeg blev desværre syg, så syg, at jeg måtte have fat i vagtlægen, og selv om jeg havde håbet på at blive klar, så måtte jeg blive i sengen,” siger Martin Vedel Mortensen. ”Det var lidt ærgerligt at ligge på sofaen og se løbet, men så må jeg give dem baghjul næste gang. Og baghjul skal de have, for nu er jeg nødt til at vinde alle de resterende løb, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om mesterskabet.”
Michel Nykjær, i Special Saloon Car
Michel Nykjær var en fuldgyldig substitut for 2013-mesteren. I det første heat vandt han divisionen og blev firer generelt, kun overgået af en Corvette, en Porsche og en Ferrari. Det lignede en gentagelse i de to resterende heats, men her løb han ind i problemer.
”Motoren blev desværre for varm. Vi tror, at det var en toppakning, for elektronikken slog fra, når temperaturen kom over 115 grader, og når den så kom under igen, så virkede den atter,” siger Michel Nykjær. ””Corsaen er næsten som en af de Super 2000-biler, jeg kørte med i VM. Den kører super godt, den er hurtig og kontant, og den har en god lyd. En sjov og fiks bil.”
DK Motorsport
www.dkmotorsport.dk
Per Johansen
Læs mere om: Michel NykjærJyllandsringen26/04/15 - Jyllandsringen - DTC26/04/15 - Jyllandsringen - Special Saloon |