Det er noget af et fodspor, han skal følge i på gaspedalen i en supertourisme-racer, når den nye topklasse i dansk motorsport fortsætter i weekenden på Ring Djursland. Henrik Lundgaard er forhindret i at sidde i sædet i bil nr. 12 fra Perfection Racing på den kuperede bane på Djursland, og det bliver den helt store chance for en ung sønderjyde. Emil Andersen fra Haderslev får debut i Danish Supertourisme Turbo. For ham er det en drøm, der går i opfyldelse.
Emil er tosset med hurtige biler. Til daglig arbejder han i værkstedet på Padborg Park, og han har derfor et indgående kendskab til, hvad der gemmer sig under motorhjelmen på supertourisme-raceren. Nu får han så muligheden for at vise, at han også kan styre den.
Han betegnes som en talentfuld kører. Emil Andersen kommer dog i Perfection Racing til at stå lidt i skyggen af Frederik Mortensen, der ved premieren var den store positive overraskelse.
Frederik Mortensen indtog 3. pladsen i den samlede stilling efter Padborg Park-weekenden.
- Og selvfølgelig er det mit mål at holde fast i den topplacering, siger Frederik Mortensen.
Mens Frederik Mortensen således vil forsøge at være blandt de hurtigste, så bliver Emil Andersens opgave lidt mere beskeden, I første omgang skal han blot vise, at han ikke er den langsomste.
Poul-Erik Thomsen Læs mere om: Emil Legaard AndersenRing Djursland10/05/15 - Ring Djursland - Danish Supertourisme Turbo |