1600 Challenge   10/06/15

Højdramatisk weekend for Yokohama 1600 Challenge
Det blev en højdramatisk weekend for Yokohama 1600 Challenge, da den 2. afdeling blev kørt på Padborg Park.
Den 1. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet på FDM Jyllandsringen havde allerede vist at der ville være hård kamp om pladserne i toppen, hvor debutanten Jonas Nielsen havde lagt sig i føring af mesterskabet, bl.a. på grund af sejren i heat 2, mens den noget mere erfarende Tue Nielsen indtog 2. pladsen foran Mads Hedegaard Frederiksen.

I Oldboysmesterskabet havde Carsten Rasmussen lagt sig i føring foran Torben Jørgensen, der ikke stillede op til den 2. afdeling, efterfulgt af Mark Backhausen og Michael Scharstein.

I Rookiemesterskabet førte Jonas Nielsen foran Mike Hansen, Jan Jespersen og Steffan Jusjong.


Bernth Stott Jørgensen var tilbage i Yokohama 1600 Challenge. Det blev til placeringer i top 10 i både kvalifikationen samt begge løb
(Foto: CNPhoto)

Yokohama 1600 Challenge leverede, med 24 kørere på Padborg Park, weekendens allerstørste felt af alle klasserne der stillede op, så der var masser af action for tilskuerne.

Første gang at bilerne var på banen var lørdag eftermiddag, hvor træningen skulle køres.

Her viste Jonas Nielsen endnu engang imponerende fart i sin Suzuki Swift Sport, mens Andreas Top Jensen og Carsten Rasmussen fulgte lige efter.

Men allerede i træningen startede dramatikken. Brian Jakobsens motor valgte at give op, så den lukkede en kæmpe røgsky ud på tværs af hele banen og pitområdet. Heldigvis havde han en ekstra til at stå på Nordsjælland, så familien måtte i al hast af sted med den. Herefter var hele teamet på overarbejde resten af aftenen og natten, så den nye motor var sat i lidt over midnat. Men han blev klar og kørte hele søndagen uden yderligere problemer.


Der var gået lidt valgkamp i den for Kenneth Jerkel – men sådan er det jo når ens mor stiller op til folketinget
(Foto: CNPhoto)

Senere lørdag eftermiddag var det blevet tid til de 20 minutters kvalifikation.

Her tog den tidligere dobbelte mester i klassen Steffen Larsen fusen på alle og snuppede Pole Position i sin Peugeot 106 GTI fra 1998, foran Niklas Voetmann og Andreas Top Jensen, der begge kører i hver deres Suzuki Swift Sport af noget nyere dato.

Jimmy Bob Søgaard Jensen havde en afkørsel, hvorefter der måtte sættes en Safety Car ind for at få ham trukket ud af sandkassen.

Kvalifikationen blev en ren nedtur for den mesterskabsførende Jonas Nielsen. Efter kun få omgange gik bremseslangen i stykker, og han kørte af for enden af langsiden med meget høj fart. Heldigvis ramte han ikke noget men gravede sig godt ned i sandet. Yderemere havde han passeret en konkurrent under gul flagzone, og det takserede dommeren til en udelukkelse fra kvalifikationen. Derved skulle han starte allerbagerst i heat 1.


Steffan Jusjong og den sort/blå Suzuki Swift Sport havde en fantastisk weekend i Yokohama 1600 Challenge
(Foto: CNPhoto)

Da starten gik på heat 1 søndag formiddag, kom Steffen Larsen rigtig godt af sted fra Pole Position, men han var tæt forfulgt af Niklas Voetmann. De to trak stille væk fra Søren Lyck og Andreas Top Jensen, der havde en tæt kamp om 3. pladsen.

Midt i heatet havde Niklas Voetmann fået bremset sig forbi Steffen Larsen, men der var dramatik helt indtil næstsidste sving, da Voetmann kom lidt for langt ud på vej ud på langsiden og måtte en tur gennem sandet med det ene hjulpar. På nøjagtig samme tid kiksede Steffen Larsen et gearskifte, så positionerne forblev uændret – men det var tæt på. Derved kunne Niklas Voetmann tage sæsonens anden sejr, med Steffen Larsen på andenpladsen. Andreas Top Jensen havde overhalet Søren Lyck få omgange før mål, og tog sig derfor af 3. pladsen, mens Carsten Rasmussen kørte en 5. plads hjem.

I Rookiemesterskabet tog Steffen Jusjong sin debutsejr i sin allerførste start i klassen! Debutweekenden på FDM Jyllandsringen var ikke rigtig blevet til noget, da teknikken drillede allerede i træningen, men det tog han fuld revance for her. Mike Hansen tog 2. pladsen mens Jan Jespersen var på 3. pladsen. Jonas Nielsen sluttede desværre for ham pointløs i både det generelle og Rookiemesterskabet, da han for enden af langsiden havde endnu en afkørsel ud i sandfanget. Heldigvis skulle der kun en rengøring af bilen til, inden at han var klar til løb 2.


Rudi Larsen (69) og teamet har lidt af en opgave foran sig, inden at de stiller op til løb næste gang. Her ses han i kamp med Mike Hansen (98)
(Foto: CNPhoto)

Carsten Rasmussen tog sejren i Oldboysmesterskabet foran Michael Scharsten og Rudi Larsen, mens Jimmy Bob Søgaard Jensen og Jan Jespersen også snuppede point.

Heat 2 havde Jonas Lynge på Pole Position med Brian Johannesen i 2. startposition. Mens Jonas Lynge fik en rigtig god start, lykkedes det Mikkel Gregersen fra 3. startposition, at smutte forbi Johannesen.


Oldboyspodiet i heat 1 – Carsten Rasmussen foran Michael Scharstein
(Foto: CNPhoto)

Løbets 2. omgang blev meget dramatisk da Rudi Larsen og Andreas Albers stødte sammen ved indgangen til Big Mag svinget. Kollisionen sendte Larsen ud på en rulletur, så den ellers fine Fiat 500 Abarth ikke længere ser ligeså pæn ud, som da den kom ud fra fabrikken. Faktisk så snød tvbillederne på TV2 Sport, der ellers ikke viste de store skader på bilen. Der er stort set kun motorhjelmen som ikke har ændret form på en eller anden måde – så der står et længere opretningsarbejde på programmet. Det lå dog allerede inden weekenden fast, at han ikke skal køre den næste afdeling på Ring Djursland, så teamet har godt 2 måneder til at få den klar til efter sommerferien.


Starten på heat 2 – Jonas Lynge (56), Mikkel Gregersen (23), Brian Johannesen (66), Søren Lyck (49), Carsten Rasmussen (8) – og mange mange flere
(Foto: CNPhoto)

Andreas Albers fik bl.a. en skade på venstre side af bilen, og teamet er i skrivende stund i tvivl om de kan nå at få bilen klar til om 14 dage på Ring Djursland.

Men den bedste nyhed er at begge kørere ikke er kommet noget til, på trods af det voldsomme sammenstød. Men derfor har de nok alligevel lidt ømme muskler bagefter.

Efter en længere Safety Car periode, på grund af det førnævnte uheld, så var der kun godt 4 minutters tilbage med ræs. Men hvilke 4 minutter at det skulle blive. Mikkel Gregersen måtte desværre trække i pit med tekniske problemer, men det startede så bare en intens kamp mellem Jonas Lynge og Brian Johannesen om løbets 1. plads. Johannesen var flere gange helt oppe på siden af Lynge, men det lykkedes alligevel DM 3’eren fra sidste år at afvise Johannesen gang på gang, så den unge kører fra Nibe kunne tage sin første sejr i asfaltbanesporten.


Mikkel Gregersen (23) havde en rigtig god weekend, indtil teknikken drillede i heat 2. Her ses han foran heat 2 vinderen Jonas Lynge (56) og Brian Johannesen (66)
(Foto: CNPhoto)

Carsten Rasmussen lå og åndede Søren Lyck i nakken i det meste af løbet, og 2 omgange før målflaget lykkedes det ham at komme forbi og tage den sidste podieplads.

I Rookiemesterskabet lavede Steffen Jusjong dobbelt op, og tog weekendens anden sejr. En imponerende debut, da det kun er 2 måneder siden at han tog banelicensen, og han inden da kun havde kørt lidt gokart på hobbyplan. Jusjong vandt denne gang foran Jonas Nielsen, Mike Hansen og Jan Jespersen.


Podiet i heat 2 – Jonas Lynge foran Brian Johannesen og Carsten Rasmussen, som lidt for sent opdagede at de 2 andre havde gang i at åbne champagnen
(Foto: CNPhoto)

Oldboyssejren gik til Carsten Rasmussen foran Michael Scharstein med Jimmy Bob Søgaard Jensen, Mark Backhausen og Jan Jespersen på de efterfølgende pladser.

I det generelle DIF Danmarksmesterskab er Steffen Larsen nu i føring, mens Brian Johannesen ligger med samme pointantal på 2. pladsen, kun grundet bedre resultater til Larsen. Niklas Voetmann er 3’er tæt forfulgt af Andreas Top Jensen, Søren Lyck, Tue Nielsen og Carsten Rasmussen. Faktisk er top 7 kun adskilt af 9 point, og top 9 af 18. Så det er utrolig tæt i toppen af mesterskabet.


Oldboyspodiet i heat 2 – Carsten Rasmussen, Michael Scharstein og Jimmy Bob Søgaard Jensen
(Foto: CNPhoto)

I Oldboysmesterskabet trak Carsten Rasmussen lidt fra forfølgerne, men Michael Scharstein, Jimmy Bob Søgaard Jensen, Mark Backhausen, Rudi Larsen, Torben Jørgensen og Jan Jespersen kommer på de efterfølgende pladser.

Mike Hansen har overtaget føringen i Rookiemesterskabet, men ligger kun 2 point foran Jonas Nielsen. Jan Jespersen mangler kun 7 point op til føringen, mens Steffan Jusjong er yderligere 3 point bagude. Så her er det alt for tidligt at udråbe nogen åbenlys titelkandidat – for alle er stadig med i kampen.


Steffen Larsen indtager, 11 år efter han senest vandt mesterskabet i klassen, endnu engang føringen i mesterskabet
(Foto: CNPhoto)

Den næste afdeling af Yokohama 1600 Challenge skal køres på Ring Djursland den 20.-21. juni sammen med bl.a. Legend, Formel Ford og Supertourisme.

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 07/06/15 - Padborg Park - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk