Citroën DS3 Cup   11/06/15

Dobbelt jackpot til Klarskov
Der var dobbelt op for Rasmus Klarskov i weekendens to Citroen DS3 Cup-løb på Padborg Park. Under fine rammer på den sønderjyske bane med godt junivejr kunne den tidligere mester tage pole position til race 1 og køre til en relativt uhindret sejr med et solidt forspring.

Efter Klarskov kom den eneste kører, der har kunnet fravriste startnummer 11 sejre i denne sæson. Jacob Mathiassen kørte i sin Hobro IK-sponsorerede DS3 Cup i mål som toer.

Slagtermester Worthmann – med fornavnet Jørgen – var treer med Jesper Ternvalt som firer. Den tidligere DTC-, SSC- og Legend-kører ser ud til at have fået styr på DS3’eren og kan blande sig med fremme.


(Foto: Ewert Foto)

Det samme kan i højere og højere grad også Anders Rohde, der har høstet en stribe stabile pointplaceringer i alle tre afdelinger indtil videre. En femteplads blev resultatet i første løb. Det skete lige foran bedste nordmand, unge Marcus Påverud, mens det nye ansigt i klassen, Frederik Calundan, var nier i mål.

Andreas Nesset blev idømt en strafbane for tyvstart og sluttede sidst i feltet – en straf, der blev gjort værre af, at Nesset misforstod og kørte gennem pitten.

Søndag eftermiddag – mellem DTC-løbene – var det igen tid til de iltre, franske racere.

I andet løb var top to den samme med Klarskov igen suveræn i front – trods det, at top seks fra første løb bliver vendt om på startgridden. Klarskov var dog et mulehår eller to bedre en konkurrenterne i nedbremsningerne, og det sendte ham relativt hurtigt tilbage i front. Mathiassen kunne i dette andet løb dog slutte tættere på rivalen. Anders Rohde fortsatte de gode takter og tog tredjepladsen foran Jørgen Worthmann. Bedste norske var igen Marcus Påverud.

Nu går DS3 Cup ind i sommerpausen - næste afdeling er på Ring Djursland den 15.-16. august.

Insight Racing DK


Læs mere om:
  • Rasmus Klarskov
  • Padborg Park
  • 07/06/15 - Padborg Park - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport