Weekendens mesterskabsafdeling på Ring Djursland er den sidste før sommerferien Vejret siger det ikke. Og vejret gør det slet ikke. Men sommeren er over os, og de fleste sportsgrene nærmer sig snart sommerferiepausen. Det er også tilfældet for Danmarks hurtigste racerklasse, Formel Ford, for i weekenden kører man denne fjerde af årets otte mesterskabsafdelinger på Ring Djursland.
Og køreren, som holder midtvejsføringen, er i flere af de foregående år også endt som Danmarksmester.
Hvem der får midtvejsføringen, er et godt spørgsmål. For kampen er tæt mellem tre kørere.
Mathias W. Smith skal forsvare sin DM-føring i Formel Ford. (Foto: Motorsporten.dk)
Mathias W. Smith, Nibe, vandt årets to første løb og lagde sig i front for mesterskabet. Så var det Christian Schandorff, Rønde, som gik i front, men efter den seneste runde på Spa-Francorchamps i Belgien, er Mathias W. Smith tilbage på førstepladsen i tabellen. Men det er en helt tredje kører, alle vil have fokus på, når de små cigarracere ruller ud på Ring Djursland for at kæmpe om placeringerne.
Kasper Larsen, Aalborg, fik nemlig sit gennembrud på den belgiske Formel 1-bane, hvor han efter at have taget en tredjeplads i det første løb, vandt de to næste. Og kan man vinde på den kuperede Spa-Francorchamps, kan man også vinde på Ring Djursland. Det siger eksperterne, og nu er det så bare op til nordjyden at bevise det!
Kasper Larsen kommer med selvtillid i baglommen efter sine sejr på Spa-Francorchamps. (Foto: Motorsporten.dk)
En kører, som også bliver interessant at følge, er Sander Wichmann Mortensen, Valby. Andengenerationsracerkøreren bliver bedre og bedre for hver løbsweekend, og han har i år flere gange blandet sig i toppen. Men været uheldig. Måske kommer heldet på Ring Djursland?
Apropos andengenerationsracerkørere, så er der også et nyt navn i Formel Ford-klassen denne gang. Det er Daniel Lundgaard, Hedensted, som efter at have startet sæsonen i OK Mobil 1 Legend Car Cup, nu vil prøve kræfter med den Spectrum-racer, som Image Racing indsætter.
Kørerforeningen for Formel Ford
Morten Alstrup Læs mere om: Ring Djursland21/06/15 - Ring Djursland - Formel Ford - DK |