Årets rallysæson er startet rigtig godt for Suzuki Motorsport. Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Ruds Vedby/Ringsted) har i år været til start i to rallyer, og begge gange er det blevet ikke blot til divisionssejre, men også generalsejre. Første gang skete det ved første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally i Sønderjylland. Anden gang skete det ved Anderup El Rally på Fyn. I den kommende weekend venter så Ecoteck Rally Himmerland.
”Jeg regner ikke med at kunne gentage den generelle sejr i dette her løb,” vurderer Kenneth Madsen, ”og det skyldes ikke, at vi ikke har en rigtig god rallybil i vores Suzuki Swift Maxi 2000. Den er rigtig god, men det er ikke den bedste bil til den type prøver, som kommer til at indgå det kommende DM-rally.”
De to første generalsejre sikrede Kenneth Madsen/Henrik Dernoff sig i løb, hvor der blev kørt på nogle meget kurverige hastighedsprøver.
Kenneth Madsen/Henrik Dernoff vil forsvare DM-føringen. (Foto: Suzuki Motorsport)
”I weekendens løb skal vi ofte køre ligeud, hvor det gælder om at have mange hestekræfter, og så skal der også køres en del på Nysum-banen, hvor en stor del af banen udgøres af grus og jord,” siger Kenneth Madsen. ”Det ville være tåbeligt at køre efter, at vi kan blande os med firhjulstrækkerne under de forhold. Det kræver nogle teknisk krævende prøver som dem, vi har haft i de to seneste minirallyer, for at vi kan være med.”
”Vi går efter divisionssejren, og så ser vi til, hvad det kan blive til generelt. For os er det vigtigt at komme i mål, for vi går efter at tage vores fjerde Danmarksmesterskab i træk.”
Suzuki Motorsport Læs mere om: Henrik DernoffKenneth MadsenHobro20/06/15 - Hobro - DM Rally |