Nyt dansk team til Le Mans! Det mesterskabsførende Formula Racing meddeler, at teamet vil være at finde på startlisten til 24-timers Le Mans i 2016. Danske Le Mans-fans kan godt begynde at glæde sig til 2016, hvor et nyt dansk team debuterer i det berømte franske 24-timersløb. Formula Racing stiller op til den franske klassiker i GT Am-klassen med en Ferrari 458 GT2.
(Foto: Formula Racing)
– Vores altoverskyggende målsætning er at køre Le Mans. Vi blev nummer to i sidste års udgave af European Le Mans Series, og vi gennemførte dette års test og kvalifikation til 24-timersløbet, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
– Vi er på alle måder klar, og i 2016 skal det ske.
Med to løb tilbage af sæsonen fører Formula Racing det benhårde European Le Mans Series i GTE-klassen. Hvis danskerne vinder mesterskabet, er teamet selvskrevet en plads på listen. Hvis ikke, går man andre veje for at sikre Le Mans-deltagelsen.
– Vores alternativ er en deltagelse i WEC-serien, hvor 24-timers Le Mans er en del af løbskalenderen. At vinde sig vej til Le Mans er klart at foretrække, men WEC vil også være en spændende udfordring, som vi om nødvendigt er klar til at tage.
Formula Racing stiller op i GT Am-klassen med en Ferrari 458 GT2. En klasse, som tidligere er blevet vundet af et andet dansk hold, nemlig Nicki Thiim, Kristian Poulsen og David Heinemeier for Team Young Driver Aston Martin Racing.
– Le Mans er det største indenfor den del af motorsporten, vi bevæger os i, lyder det fra direktør hos Formula Automobile, Jesper Schak.
– At deltage i verdens mest berømte motorløb har hele tiden været vores mål, men mål har det også med at flytte sig. Nu er det ikke længere nok for os at slippe gennem nåleøjet og være med. Vi vil også vinde.
Mikkel Mac: Det bliver det største
Hos teamets guldkører, Mikkel Mac, er Le Mans-nyheden absolut verdensklasse. Det 22-årige stortalent sikrede det danske team førerpositionen i European Le Mans Series, da han tog sejren på sidste omgang af tredje afdeling på Red Bull Ring i juli.
– At komme til start i 24-timers Le Mans vil få kæmpe betydning, både for teamet og for mig professionelt, lyder det fra den unge racerkører.
(Foto: Formula Racing)
– Det er verdens største og mest berømte motorløb, og alle verdens øjne er pludselig rettet mod én. At gøre en god figur på Le Mans kan være afgørende for resten af din karriere, så naturligvis er nyheden om vores deltagelse det største, som er sket mig.
– Vi fik en forsmag på banen til den officielle test tilbage i juni, og jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage. Det var en fantastisk oplevelse. At tænke på, at det næste år ikke kun bliver en test, er svært at fatte. Det bliver stort.
Foruden Mikkel Mac vil Le Mans-teamet bestå af bronzekøreren Johnny Laursen, mens besætningens tredje kører endnu ikke er bekræftet. 2016-udgaven af 24-timers Le Mans finder sted den 18.-19. juni.
Formula Racing
Læs mere om: Johnny LaursenMikkel MacFormula Racing |