DTC   03/09/15

Kasper H. Jensen holder fast i fjerdepladsen i DTC
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDet var en aggressivt kørende Kasper H. Jensen, der kunne fastholde sin fjerdeplads i mesterskabet, og sin førsteplads i rookie-mesterskabet, med vigtig pointhøst efter en opløftende weekend til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen.

Det kunne dog sandsynligvis være blevet til meget mere for i 2. heat kæmpede Kasper sig op på førstepladsen i tæt kamp med Christian Schandorff. Kasper H. Jensen fik bevist at han for alvor har fundet kampgejsten og den direkte og mere aggressive kørestil frem. Desværre blev den tætte kørsel, i denne omgang, takseret til at Kasper H. Jensen havde presset Schandorff og han blev idømt to strafbaner, som betød at han gled ned i feltet og sluttede på niendepladsen. I de to øvrige heats sluttede han som nummer fem.


Kasper H. Jensen kom i front og førte kort 2. heat, men blev idømt to strafbaner og endte på niendepladsen, men fik alligevel så mange point i weekenden at han fastholder fjerdepladsen i mesterskabet.
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

”Jeg bremsede mig op på siden af Schandorff i tredje sving, derefter går vi side om side rundt i svinget hvor han trænger mig ud over curben og bliver ved med at presse ind i mig indtil vi kommer op til det næste sving, hvor han så skrider lidt ud, i og med at han jo bliver ved med at køre ind i mig. Det får så mig til at se ud som om jeg er skurken i denne situation og derefter får jeg to strafbaner. Virkelig ærgerligt da jeg havde kørt mig op på førstepladsen,” siger Kasper H. Jensen om den tætte kamp forrest i feltet.

Fik ikke som fortjent
For Kasper H. Jensen var det dog generelt positivt at mærke at teamet igen kan være med helt deroppe hvor det er rigtig sjovt.


Kasper H. Jensen.
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

”Det var en weekend hvor vi igen viser at vi har speed og kan følge de forreste i løbet. Vi fik ikke det ud af weekenden som vi fortjente, men vi vender stærkt tilbage når vi kommer til Norge til næste afdeling,” siger Kasper H. Jensen og forklarer: ”Alt i alt er jeg tilfreds med min første DTC-sæson indtil videre. Jeg er på fjerdepladsen i det samlede mesterskab og i rookie-mesterskabet er jeg nummer et. Det kunne være værre.”

Godt på vej
Team AD-Racing - FLEXLEASE.nu var også repræsenteret med Henrik Ziegler og Lars Mogensen, der igen kørte solide løb. Lars Mogensen, der fik skiftet motor i sin Dodge Challenger, sikrede sig en 13, 14 og 16. plads, mens Ziegler sluttede med to 16. Pladser og en 17. Plads.


Lars Mogensen fik skiftet motor i sin bil på Jyllandsringen. Her vejleder teamchef John Nielsen ham. Trods problemerne med motoren kørte Mogensen sine bedste tider nogensinde på Jyllandsringen i forbindelse med GP Danmark.
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

Lars Mogensen er nummer fem i den samlede stilling i Automester Cuppen, lige efter Henrik Ziegler på fjerdepladsen, men Lars Mogensen håber at kunne slutte som samlet treer, hvilket hele tiden har været hans mål i denne sæson.

”Jeg har 11 point op til tredjepladsen, så det er bestemt muligt. Jeg kørte min egen bedste tid nogensinde på Jyllandsringen i weekenden, og der er stadig mere fart at finde i bilen. Jeg skylder en stor tak til drengene for at de så hurtigt fik skiftet motoren,” siger Lars Mogensen, der ser frem til at prøve kræfter med næste afdeling der køres i Norge på Rudskogen-banen.


Lars Mogensen.
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

”Jeg har aldrig kørt på den bane før, så derfor skal jeg selvfølgelig bruge tid på at vænne mig til den. Jeg tager dog allerede i denne uge ned til Tommy Schröter og kører banen igennem i simulator, så jeg kan være godt forberedt. Jeg håber at kunne tage vigtige point med hjem fra Norge,” siger Lars Mogensen.

Team AD Racing


Læs mere om:
  • Henrik Ziegler
  • Kasper H. Jensen
  • Lars Mogensen
  • AD-Racing
  • Jyllandsringen
  • 30/08/15 - Jyllandsringen - DTC

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto