Danmarks bedste rallykørere kommer til Østjylland og Juelsminde-halvøen, når der i weekenden den 11.-12. september afvikles Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse.
Og der er flere steder, man kan opleve rallykørerne kæmpe og dyste. Juelsminde bliver omdrejningspunktet for løbet, og allerede i løbet af fredag eftermiddag kan man få de første glimt af bilerne i takt med, at deltagerne møder ind til løbet. Og fredag aften tyvstarter man ved at afvikle Juelsminde Rallyshow. Det sker i tidsrummet fra 17.30 til 19.45, hvor der køres i byens centrum. Helt præcist bliver der kørt rally på Juelsgade, Jernbanegade, Gl. Skolevej, Wedelsgade, E. Schous Allé, Søgade og Kirkevej, og for deltagerne er der tale om en vigtig opvarmning. Lørdag køres der nemlig igen samme sted, hvor strækningen indgår som en hastighedsprøve i selve løbet. Første start lørdag er 10.50. Anden start 12.00.
Fem steder i området mellem Juelsminde, Horsens og Vejle kan man opleve rallybilerne (Foto: Morten Alstrup)
Lørdag formiddag er det i området mellem Hornsyld og Juelsminde, at der afvikles hastighedsprøver. Det sker i form af to rundbaner.
Den første hastighedsprøve er placeret ved Breth, hvor der køres på Lhombrevej, Serupsvej og Skerrildgårdvej, og da der skal køres flere omgange på forløbet, bliver der her mulighed for at se rallyfeltet flere gange. Feltet starter første gang 8.20 og anden gang 10.02.
Den anden hastighedsprøve er også en rundbane, der har base i Klejs, hvor der startes på Holstdalsvej. Herfra køres der videre ad Vestermarksvej, Nøttrupvej og Klejsgårdvej tilbage til Klejs. Hastighedsprøven – som starter 8.46 og 10.28 – slutter på Klejs Skovvej.
Om eftermiddagen køres der to steder, og begge steder bliver der mulighed for at opleve rallyfeltet flere gange. Den ene af hastighedsprøverne køres på Klokkedalsvej, Uthvej, Ustrup Skovvej, Thyrasmindevej og Bjerre Skovvej. Først på eftermiddagen – klokken 12.33 og 12.50 – køres der i retningen fra Horsens til Bjerre. Senere – klokken 15.24 og 15.45 – køres prøven i retningen fra Bjerre til Horsens.
Det andet område, hvor der om eftermiddagen køres Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse, er mellem Rårup og Glud. Der køres ad Skævlundvej, Købmagervej og Storupvej. Første gang – klokken 13.09 og 13.28 – køres der i retningen fra Rårup mod Glud. Anden gang – klokken 16.07 og 16.26 – køres der fra Glud mod Rårup.
Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse slutter ved 17-tiden i Juelsminde. På Odelsgade vil vinderne sprøjte med champagne, inden rallydagen senere slutter med en præmiefest med levende musik i festteltet på parkeringspladsen ved Rousthøjs Allé.
www.bilsport.dk
Morten Alstrup Læs mere om: Juelsminde12/09/15 - Juelsminde - DM Rally |