Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Ruds Vedby/Ringsted) kom tilbage i front for Danmarksmesterskabet i rally for de store tohjulstrukne biler, da teamet fra Suzuki Motorsport var til start i Juelsminde Rally Den Jyske Sparekasse – fjerde afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, der blev kørt i og omkring Juelsminde. Den genvundne mesterskabsføring blev en realitet, efter at makkerparret i deres Suzuki Swift Maxi 2000 dels vandt divisionen, dels scorede flest bonuspoint på den såkaldte power stage. Det er tredje gang i denne sæson, at de har scoret maksimumpoint, og nu fører de DM-tabellen an med ti point.
Smilet er fremme hos Kenneth Madsen - Han er tilbage i front for DM
”De første fem hastighedsprøver var nu ellers noget hø,” siger Kenneth Madsen. ”På prøve 1 snurrede vi i det allerførste sving, og på prøve 2 havde vi en sivepunktering, men det mærkede vi heldigvis først noget til på den sidste omgang. På prøve 3 knækkede vi gearskiftet, og det måtte vi så også køre de to næste prøver med, inden vi kunne komme til service og få det repareret.”
”Men derefter gik det fint!”
Gennem det meste af løbet kæmpede Kenneth Madsen/Henrik Dernoff med Brian Madsen/Ole R. Frederiksen, og dette hold formåede man at holde bag sig gennem hele dagen, indtil de desværre måtte udgå.
”Jeg havde nok regnet med, at Brian ville kunne yde større modstand, og det tror jeg faktisk også, at han selv havde regnet med. Vi kørte faktisk fra Brian på de første fem hastighedsprøver om morgenen, hvor vi havde problemer, og senere var vi så meget foran ham, at vi om eftermiddagen valgte at køre på det sikre,” lyder det fra Kenneth Madsen.
Det går nu en måned til, at kampen om Danmarksmesterskabet genoptages. Det sker ved Horsens, men allerede i den kommende weekend skal Suzuki Motorsport i aktion igen. Det sker ved en afdeling af Yokohama-mesterskabet Øst, der køres på Dyreskuepladsen i Roskilde.
Suzuki Motorsport Læs mere om: Henrik DernoffKenneth MadsenJuelsminde12/09/15 - Juelsminde - DM Rally |