Formel Ford - DK   28/09/15

Den nye Danmarksmester viste klasse – og tog ny titel
Ingen kunne slå Mathias Weinreich Smith ved årets Formel Ford-finale
Allerede inden bilerne rullede ud på FDM Jyllandsringen i den sidste september-weekend, var Mathias Weinreich Smith, Nibe, sikker på sit Danmarksmesterskab i Pirelli Formel Ford. Hans resultater i de syv forudgående DM-afdelinger havde givet ham så mange sejre og point til mesterskabet, at ingen af konkurrenterne kunne indhente ham.

Men nordjyden hvilede ikke på laurbærrene.

Mathias Weinreich Smith gjorde nemlig rent bord ved årets sidste Formel Ford-afdeling. På FDM Jyllandsringen var han bedst i træningen, sikrede sig pole position i tidtagningen og fulgte derefter op med sejre i de tre løb. Og da løbsweekenden samtidig også skulle afgøre udfaldet af NEZ-titlen – det nordeuropæiske mesterskab i Formel Ford – kunne han tage sin anden titel indenfor to uger.


Mathias Weinreich Smith var tre gange bedste fra start - og bedst over målstregen - og tog en ny titel
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Men Mathias Weinreich Smith fik dog intet foræret. Han måtte kæmpe for sine sejre. Den største modstand leverede Daniel Lundgaard, Hedensted. Flere gange udfordrede debutanten den nye Danmarksmester. Gik i infight og prøvede at overhale på steder, hvor det var svært eller umuligt. Men selv om han flere gange havde snuden længere fremme end Mathias Weinreich Smith, kom Daniel Lundgaard aldrig forbi. Og i det tredje og sidste løb på FDM Jyllandsringen blev han også selv udfordret af Juha Mäki-Jouppi, Finland, men ved det ternede flag havde han finnen bag sig.


Daniel Lundgaard (15) forsøgte flere gange at komme forbi Mathias Weinreich Smith, men uden held
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

DM-finalen i Formel Ford talte nemlig også som finale i kampen om North European Zone Championship – klassens nordeuropæiske mesterskab. Dette betød, at feltet udover de danske kørere også talte Juha Mäki-Jouppi samt dennes to landsmænd Milla Mäkela og Miikka Mäkela. Sidstnævnte har tidligere i år vundet en DM-afdeling for Formel Ford, men havde på FDM Jyllandsringen slet ikke den samme fart som ved mesterskabsafdelingen på Spa-Francorchamps.

Udover afgørelsen af NEZ-mesterskabet fandt de to sidste DM-medaljer også deres ejermænd i Pirelli Formel Ford-klassen.

Kasper Larsen, Aalborg, og Christian Schandorff, Rønde, var rivalerne inden finalen, men da Kasper Larsen var bedst af alle tre løb på FDM Jyllandsringen, var det ham, som tog sølvet efter Mathias Weinreich Smith og foran Christian Schandorff.

Kørerforeningen for Formel Ford

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Mathias Weinreich Smith
  • Jyllandsringen
  • 27/09/15 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto