Under hjelmen gemmer der sig en ny kører i supertourisme-feltet i weekendens finale på Padborg Park. Det er Peter Lindgaard, der i sidste øjeblik er blevet fristet af den nye superklasse i dansk motorsport, og han bliver den 23. kører, der stiller op i Danish Supertourisme Turbo i den første sæson. Peter Lindgaard har kørt rallycross og legend car, og han får chancen i den Tom Pedersen-ejede demonstrationsbil.
- Jeg ville gerne prøve at få noget asfalt under hjulene, men i forhold til, at jeg kørte i en Opel Corsa Super 1600 i rallycross, så var legend car ikke lige mig, men nu får jeg så chancen i en supertourisme-racer, og det glæder jeg mig til.
Peter Lindgaard i Legend Car (Foto: Kirketerp)
Seks kørere har før finalen været med i en enkelt afdeling i DST-serien. Det er Emil Andersen, Patrick Egsgaard, Stephan Høyer, Nicolai Møller Madsen, Ulrich Andersen og Nicki Kristensen.
Det har vist sig vanskeligt at komme ind i feltet som debutant. Emil Andersen fra Haderslev er den, der har gjort det bedst. Selv om han altså kun har været med i én afdeling, hvor han afløste Henrik Lundgaard i Perfection Racing, så ligger han nr. 17 med 47 points.
Jesper Egebart debuterede først i femte afdeling, men har ikke siden sluppet rattet og er stadig med, og han viste med det samme, at han kan køre hurtigt, og hvis han kommer med fra start i næste sæson, vil han kunne være med i kampen om mesterskabet.
Jesper Egebart (Foto: motorsporten.dk)
Peter Lindgaards ambitioner er mindre i weekenden. Ikke mindst fordi han tilbragte onsdagen på Padborg Park bag duggede ruder i et regnvejr, der gjorde det stort set umuligt at komme rundt på banen i den bil, han skal køre i.
- Derfor stiller jeg heller ikke op med de helt store forventninger. For mig handler det om at finde ud af, hvad supertourisme-raceren er for en bil, og hvem er det, jeg er oppe mod i et stærkt felt.
Peter Lindgaard får mulighed for at lære superraceren lidt bedre at kende ved lørdagens træning og i en tidtagning. Søndag køres superpole og tre heats.
Poul-Erik Thomsen
Læs mere om: Peter LindgaardPadborg Park11/10/15 - Padborg Park - Danish Supertourisme Turbo |