Formel 3   15/10/15

Mikkel Jensen kører uofficielt Formel 3-verdensmesterskab i Macau
Få dage før finalen i FIA Formula 3 European Championship er det endeligt bekræftet, at Mikkel Jensen også stiller op i det uofficielle Formel 3-verdensmesterskab i Macau. "En kæmpe chance," lyder det fra den 20-årige racerkører.

Mikkel Jensen får endnu en mulighed for at markere sig blandt motorsportens største unge talenter efter den kommende weekends sidste afdeling af FIA Formula 3 European Championship. Den 20-årige aarhusianske Formula Racing-kører er nemlig blevet udtaget til at køre Macau Grand Prix i Østen den 19.-22. november, hvilket anerkendes som det uofficielle verdensmesterskab i Formel 3.


(Foto: FIA F3 CHAMPIONSHIP / FORMULA RACING)

– Det er en kæmpe chance for mig, og jeg er først og fremmest glad for, at mit team, Mücke Motorsport, satser på mig som en af deres to kørere til løbet, lyder det fra Mikkel Jensen.

Mikkel Jensen er desuden udvalgt af selve organisationen bag Macau Grand Prix, som traditionelt sender en invitation til alle top-10-kørerne i mesterskabet. Med kun én afdeling tilbage i den europæiske Formel 3-serie, holder Mikkel Jensen en 10. plads.

Formel 3-løbet i Macau samler europæisk og den japansk Formel 3 og er således et topmøde mellem verdens største unge motorsporstalenter. Det benhårde byløb i den kinesiske region blev sidste år vundet af en kører fra netop Mücke Motorsport.

– Det er første gang, jeg kører udenfor Europa, så det er jo en stor nyhed i sig selv, lyder det fra Mikkel Jensen, som først i 2016 går efter at vinde både det europæiske Formel 3-mesterskab samt Macau Grand Prix.

– Banen er omkranset af høje stålvægge hele vejen rundt, og det gælder om at køre så tæt på dem som overhovedet muligt. Det er er løb, som er kendt for at smadre mange biler, selv under træningen, til gengæld bliver der lagt mærke til én, hvis man gør det godt.

Optimisme før finale i Hockenheim
Før Macau kommer imidlertid en finale i den kommende weekend, og Mikkel Jensen spår gode chancer for at slutte Formel 3-sæsonen et par pladser bedre end nu, når sidste afdeling af det europæiske mesterskab finder sted på Hockenheim lørdag-søndag.


(Foto: FIA F3 CHAMPIONSHIP / FORMULA RACING)

– Det er stadig muligt at blive otter eller nier, hvis vi kan komme i top-5 i weekendens tre løb, lyder det fra den unge racerkører.

– Det er anden gang i sæsonen, vi kører i Hockenheim, og sidste gang nåede vi en 4. plads på våd bane, så der er absolut muligheder for gode resultater.

Mikkel Jensen kan efter 10 afdelinger og i alt 30 løb se tilbage på en sæson, som trods flotte podieplaceringer ikke er gået helt som forventet.

– Man kommer ikke bare ind og vinder et hårdt mesterskab. Vores mål var at ende i top-5, og det når vi ikke, men vi har flere gange været hurtigere end dem, som i øjeblikket har en bedre position end mig i mesterskabet, forklarer Mikkel Jensen.

– Når bilen har spillet, har vi reddet på en bølge af succes, men det er svært at bevare dén bølge. Det har været en kombination af små fejl og tekniske udfordringer, og samtidig har jeg været oppe imod kørere, som har flere sæsoners erfaring.

– Men jeg har en god fornemmelse omkring finalen, og så er Macau Grand Prix naturligvis en fantastisk måde at afslutte mit første år i Formel 3.

– Man vinder i ikke Macau som rookie, dertil er løbet simpelthen for udfordrende, og selv Max Verstappen, som nu kører Formel 1, nåede ikke top-5 sidste år. Mit team mener, at en placering blandt de otte første vil være en succes, så det går vi efter.

TIDSPLAN FOR FIA FORMULA 3 — HOCKENHEIM
Fredag 16. oktober
09.40 — Træning #1
10.25 — Træning #2
14.45 — Kvalifikation #1
17.40 — Kvalifikation #2/3

Lørdag 17. oktober
10.15 — RACE #1 (35 min)
16.05 — RACE #2 (35 min)

Søndag 18. oktober
10.45 — RACE #3 (35 min)

OBS! Følg Mikkel Jensen i Formel 3 via livetiming på www.fiaf3europe.com eller livetransmission på MOTORS TV.

Formula Racing
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto