Den 23 årige racerkører Christina Nielsen har netop indgået en kontrakt med det amerikanske Ferrari team Scuderia Corsa, der betyder at hun i 2016 fortsætter i den amerikanske TUDOR serie, der næste år skifter navn til IMSA WeatherTech SportsCar Championship. Det var i denne serie, at Christina Nielsen i år nød stor succes og var tæt på at blive den første kvindelige mester i en stor international sportsvognsserie. Men i sidste afdeling var det netop Scuderia Corsas Ferrari, der endte med at snuppe mesterskabet foran Christina Nielsen, som kørte Aston Martin for TRG. Scuderia Corsa stiller i 2016 til start i GTD klassen, hvor de bliver det eneste team i klassen, der repræsenterer Ferrari med den helt nye Ferrari 488 GTB GT3 og Christina Nielsen bliver dermed en af de første, der kommer til at køre racerløb i den netop lancerede Ferrari.
Christina er allerede i gang med sine første opgaver som Ferrari kører. Hun rejste således omgående til Los Angeles, hvor hun var med til at præsentere den nye Ferrari 488 Spider.
Christina Nielsen og Giacomo Mattioli med den nye Ferrari 488 Spider (Foto: scuderiacorsa.com / Roberto Viva | Brent Alex)
”Jeg sætter stor pris på og er meget stolt over, at teamet der vandt mesterskabet viste interesse for mig" fortæller Christina Nielsen fra Los Angeles. ”Jeg fik tilbudt en meget attraktiv pakke, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg har altid beundret Ferrari og deres evne til at være konkurrencedygtige i flere forskellige mesterskaber og jeg ser frem til at køre en af deres biler. Jeg tror på, at vi bliver stærke nok til igen, at kunne kæmpe med om mesterskabet og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med samarbejdet. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at sige tak til TRG for en fantastisk sæson og ønsker dem alt det bedste fremover”.
Den nye 488 GT (Foto: scuderiacorsa.com/Roberto-Viva/Brent-Alex)
Teamejer Giacomo, der driver en af verdens største Ferrari forhandlere, glæder sig også til det nye samarbejde. ”Vi er meget begejstrede for, at vi er blevet enige med Christina om, at køre for os i 2016” siger Giacomo Mattioli, der er sikker på, at aftalen med Christina er det første skridt på vejen mod teamets næste mesterskab. ”Sidste sæson fandt vi ud af, hvor stærk en kører hun er. Hun har et fantastisk talent og er modnet som racerkører. Med Christina bag rattet er vi klar til at kæmpe for endnu et mesterskab”.
Jan Magnussen er i øjeblikket eneste anden dansker, der er bekræftet i IMSA serien næste år. Det bliver den hurtige danskers 18. sæson i serien, hvor han har vundet to mesterskaber. Christina Nielsen og Jan Magnussen bliver dog ikke konkurrenter, da Jan Magnussen kører for Corvette Racing i GTLM klassen.
Serien starter med det klassiske 24 timers løb på Daytona den 30-31. januar.
Løbskalender IMSA Weathertech Sportscar Championship
8-10 January | The Roar Before Rolex 24 at Daytona
| 28-31 January | Rolex 24 at Daytona | 24 hours |
17-19 March | 12 Hours Of Sebring | 12 hours |
(15-16 April | Grand Prix of Long Beach – Ikke GTD | 1 hour 40 minutes) |
29-1 May | Laguna Seca | 2 hours 40 minutes |
3-4 Juni | Detroit | 1 hour 40 minutes |
1-3 Juli | Watkins Glen | 6 hours |
8-10 Juli | Mosport | 2 hours 40 minutes |
22-23 Juli | Lime Rock | 2 hours 40 minutes |
5-7 August | Road America | 2 hours 40 minutes |
26-28 August | VIR | 2 hours 40 minutes |
16-18 September | COTA | 2 hours 40 minutes |
28-1 October | Petit Le Mans, Road Atlanta | 10 hours |
www.christinanielsenracing.dk
Jan Kaiser Læs mere om: Christina Nielsen |