DTM   30/11/15

Mikkel Jensen i eksklusiv DTM-test for Mercedes-Benz
DTMSuveræn chance for Formula Racing-kører og Formel 3-talent Mikkel Jensen, som i den kommende uge skal gennemføre en DTM-test for Mercedes-Benz. Skal kæmpe mod blandt andre Kevin Magnussen.

Formel 3-sæsonen er knap overstået, før Mikkel Jensen igen er på vej tilbage i racersædet. Denne gang dog i en helt anden topserie, da den 20-årige Formula Racing-kører sammen med en håndfuld andre unge talenter er blevet inviteret til en eksklusiv DTM-test for Mercedes-Benz.


Mikkel Jensen
(Foto: FIA F3 CHAMPIONSHIP)

– Det er en kæmpe chance, og jeg glæder mig helt vildt til at prøve kræfter med en af motorsportens helt store serier, lyder det fra Mikkel Jensen.

Den unge aarhusianer sluttede sin debutsæson i Formula 3 European Championship i feltets bedste tredjedel, hvilket førte ham videre til en af sæsonens største løb, det uofficielle Formel 3-VM i den kinesiske region Macau.

Mikkel Jensen er en af de unge Formel 3-kørere, som Mercedes-Benz har valgt at støtte med en motoraftale, og selvom der ikke er lagt op til fast DTM-sæde i den kommende sæson, kan en veloverstået test være afgørende for danskerens fremtid.

– Mit fokus er stadig på Formel 3, når det gælder 2016. Men motorsporten er en benhård branche, og man ved aldrig, hvad fremtiden bringer af muligheder, lyder det fra Mikkel Jennsen.

– Mit ultimative ønske hedder Formel 1, men som udgangspunkt går jeg efter at blive professionel racerkører. Derfor er jeg bestemt taknemmelig over at få en chance i en DTM-racer. En veloverstået test med gode resultater kan naturligvis forbedre mine chancer for at nå målet.

Skal kæmpe mod Kevin Magnussen
Mikkel Jensen er ikke den eneste dansker, som har fået mulighed for at vise sit værd bag rattet af en DTM-racer fra Mercedes-Benz. Til testen, som for Mikkels vedkommende finder sted på torsdag den 3. december på Jerez-banen i Sydspanien, deltager nemlig også Kevin Magnussen.

Den tidligere McLaren F1-kører har ligesom Mikkel Jensen også fået tilbudt en halv dag bag rattet af den 560-hestes Mercedes-AMG C63, som bilfabrikken har anvendt i dette års udgave af den populære tyske serie.

– Det er ret vildt at tænke på, at jeg dermed skal kæmpe mod selveste Kevin Magnussen, lyder det fra Mikkel Jensen.

Mikkel Jensen har allerede stiftet bekendtskab med DTM-raceren, dog kun i fabrikkens simulator, hvor resultaterne har været så gode, at man altså har valgt at prøve den unge dansker af bag rattet. En chance, som også har udløst skulderklap fra baglandet.

– Det er en helt fantastisk nyhed, både for Mikkel Jensen og for Formula Racing, at en af vores kørere skal prøve kræfter med en højt profileret serie som DTM. Det er absolut noget, vi er stolte af, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.


(Foto: Mercedes-Benz)

Formula Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport