ELMS   29/03/16

God påske fra Mikkel Mac Racing
God påske allesammen. Her kommer en opdatering om mine seneste aktiviteter med Formula Racing og vores forberedelser til sæsonpremieren på European Le Mans Series om tre uger.

Inden påsken rejste jeg til Paul Ricard-banen i Sydrfrankrig sammen med resten af holdet fra Formula Racing. Vi deltog i den officielle test forud for sæsonpremieren, og det var første gang, teamet var samlet i den nye opsætning med Christina Nielsen, Johnny Laursen og jeg.

Christina Nielsen er ny på holdet, men hun kom som ventet med masser af erfaring fra det amerikanske mesterskab og kunne gå til opgaven fra første dag. Både Christina, Johnny og jeg fik alle kørt en masse omgange, og vi ligger hvor vi skal individuelt og i forhold til vores FIA-kategoriseringer. Jeg er rangeret som guldkører, Christina sølv og Johnny bronze.


(Foto: Mikkel Mac / Formula Racing)

Vi er kampklar
Jeg er godt tilfreds med min egen performance under testen. Jeg følte mig godt forberedt, selv om det ikke lykkedes os at finde det helt perfekte setup. Serien har igen givet os en ny type dæk at køre på, nu med længere levetid end før, og dem skal vi lige vænne os til. Men vi føler os kampklar. Jeg manglede et halvt sekund til den hurtigste i GTE-klassen på første testdag og omkring et par tiendedele den næste dag. Det er stadig kun test, men jeg synes, det indikerer, at vi er på rette vej.

Holdet omkring bilen er en smule ændret i forhold til sidste år. Vi har blandt andet fået tilknyttet en ny ingeniør, som vi lige skal lære at kende. Det er utrolig vigtigt, at man har et godt forhold til de mennesker, som skal sørge for, at din bil er optimal. Allerede nu kan vi se, at han er enormt dygtig og hurtig til at lave ændringer på bilen, og vi havde et godt samarbejde under testen, så også dér er jeg positiv.

Nyt design på bilen
Vores bil er den samme type som sidste år, en 458 GT2. Den er opdateret med de features, som kendetegnede sidste års Pro-biler (vi kører i GTE-klassen, svarende til AM-klassen på Le Mans og i WEC), hvilket blandt andet er en ekstra vinge foran og andre detaljer. Mit team, Formula Racing, kører desuden med et helt nyt og meget genkendeligt design ­– jeg synes selv, vores bil ser fuldstændig fantastisk ud i år.

Jeg ser virkelig frem til årets første løb på Silverstone den 15.-16. april. Det bliver fedt igen at komme ud og konkurrere, og forhåbentlig kan vi gøre det samme, som vi gjorde sidste år i mesterskabet. Vi har to løb i European Le Mans Series, før det går løs på Le Mans til juni, men vi tager ét løb ad gangen. Vi vil vinde det hele – løb, mesterskab og 24-timers Le Mans!


(Foto: Mikkel Mac / Formula Racing)

Ny hjemmeside
Hov? Har du været inde og se min nye hjemmeside? Så hop ind og kig. I år har Mikkel Mac Racing allieret sig med en professionel pressemand, så I fremover er sikret den bedste information fra mig.

Tak for samarbejdet – og lad os SÅ komme i gang med sæsonen!

MIKKEL MAC
www.mikkelmac.com


Læs mere om:
  • Mikkel Mac

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto