Der er meget på spil på FDM Jyllandsringen, når Formel 1-stjernen Kevin Magnussen søndag 24. april vil forsøge at slå den eksisterende banerekord. Det sker til FDMs Jubilæumsløb, hvor 50 år med motorløb på FDM Jyllandsringen fejres. Et minut, syv sekunder og 49 tusindedele, sådan lyder den eksisterende banerekord for lukkede racerbiler på FDM Jyllandsringen. Det er den, som Kevin Magnussen vil forsøge at slå, når han søndag 24. april rykker fra Formel 1 til FDM.
”Det bliver spændende at se, hvordan Kevin Magnussen klarer sig, når han skal prøve at slå banerekorden. Han kører til hverdag på nogle af verdens bedste racerbaner, og nu skal han køre på Danmarks bedste og længste racerbane med hele 2.300 meter,” siger Jesper Carlsen direktør i FDM-DTC.
Det er første gang, Kevin Magnussen kører på FDM Jyllandsringen, siden han vandt Danmarksmesterskabet i 2008. Nu er han tilbage på dansk jord, og for publikum er det en enestående mulighed for at opleve Kevin Magnussen i en Renault-racer.
”Er man motorsportsinteresseret, er det her en sjælden mulighed for at se Kevin Magnussen køre. Den almindelige dansker kan ikke lige rejse ud og se et Formel 1-løb, men nu har man altså mulighed for at hylde vores danske Formel 1-stjerne og se ham folde sig ud på banen,” siger Jesper Carlsen.
Kevin Magnussen forsøger i en Renault R.S.01 søndag 24. april at slå den eksisterende banerekord for lukkede biler på FDM Jyllandsringen. (Foto: FDM)
Det er første gang, Renault præsenterer deres nye sportsvogn - en Renault R.S.01 med 550 hestekræfter og en topfart på over 300 km/t. Da der ikke tidligere er kørt racerløb på FDM Jyllandsringens nylagte asfalt, er banens greb desuden i top, hvilket giver gode muligheder for at slå banerekorden i lukket racerbil. Udover rekordforsøget, vil Kevin Magnussen på storskærmene give interview for publikum.
”Kevin Magnussens chancer for at slå banerekorden er rigtig gode, da forhold, bil og kører er i topklasse. Naturligvis er der meget, der spiller ind. Det er blandt andet første gang, Kevin Magnussen kører bilen, hvilket kan være en udfordring, så alt kan ske. Det bliver spændende at se udfaldet, for rekorden er efterhånden tre år gammel,” siger Jesper Carlsen.
Rekordforsøget finder sted fra cirka klokken 16.20 til 16.40 mellem det andet kvalifikationsheat og finalen for DTC.
FDM Presse
Læs mere om: Kevin Magnussen |