Danish Supertourisme Turbo   26/04/16

Martin Vedel er optimistisk inden sæsonstarten i Supertourisme
Ny bil, nyt team, nye sejre?
Det lyder umiddelbart som en overkåd udmelding fra det odensianske bysbarn, for som de fleste kendere ved, så kommer sejre i motorsport sjældent i første forsøg. For Martin Vedels vedkommende bliver det ikke nemmere af, at han med sin nye bil er rykket op i en hurtigere klasse, hvor konkurrencen bliver benhård.

Men som tredobbelt Danmarksmester og dobbelt nordisk mester i Special Saloon Car-klassen har Martin Vedel noget at have optimismen i: "Jeg er helt klar over at konkurrencen i Danish Super Tourisme bliver hård, men jeg er topmotiveret efter mit skifte af bil, og så er jeg jo kommet i et super team", fortæller han.


På testdagen på Padborg Park var Martin Vedel og hans to teamkammerater blandt de hurtigste på banen

Det er Martins hovedsponsor, solbrillefabrikanten Prego, der lægger navn til det nye team Prego Racing, hvor Martin på kørersiden suppleres af Ole Petersen og Michel Nykjær. Da teamchefen ovenikøbet er den rutinerede Kent Bo Steffensen er der store forventninger til Prego Racing.

Inden løbsseriens officielle test- og pressedag var Martin Vedel forholdsvis tilbageholdende med sine forventninger: "Jeg vil forsøge at blande mig i Top 8-striden", underspillede han - men tilføjede at "jeg skal da også prøve at stå øverst på skamlen i løbet af sæsonen!".

Testdagen i sidste uge antydede, at begge dele er fuldt ud muligt, for Martin Vedel var med i det ekslusive selskab af kørere, der var under et minut om en omgang: "DST-bilen er virkelig en super racer med lav vægt og gode køreegenskaber, men jeg skal stadig lige vænne mig til at køre med baghjulstræk", lød det efter de fine tider.

At bilen kan køre hurtigere endnu viste teamkammeraten Michel Nykjær, der endte som dagens hurtigste mand. "Det ser jeg fra den positive side", siger Martin Vedel, "for Michel er en af Danmarks bedste racerkørere, og med ham som teamkammerat kan jeg lære af en af de bedste".

Hvad det kan blive til skal vise sig i weekenden 30. april-1. maj, hvor sæsonen starter for løbsserien. Det første løb finder sted på Padborg Park, og som noget nyt TV-transmitteres de tre heat om søndagen på de fleste af TV2's regionale kanaler fra 12:30 til 17:30.

Claus Ebberfeld
ViaRETRO.com


Læs mere om:
  • Martin Vedel Mortensen
  • Padborg Park
  • 01/05/16 - Padborg Park - Danish Supertourisme Turbo

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport