1600 Challenge   03/05/16

Overraskelsernes weekend
Det blev en weekend med flere overraskelser fra Yokohama 1600 Challenge kørere på Padborg Park.
Den Sønderjyske bane lagde asfalt til den 2. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet, blot en uge efter sæsonstarten. Det kan også have haft en medvirkende årsag på at kun 17 kørere var mødt op, hvilket er det laveste deltagerantal siden efteråret 2011!

Men de kørere der var mødt op, leverede underholdning og tæt ræs for alle pengene.

Inden weekenden var Tommy Nygaard mesterskabsførende, men da han ikke stillede til start, skulle der ske virkelig sære ting, hvis han stadig skulle være i front, når weekenden var omme.


Yokohama 1600 Challenge bød som altid på tætte kampe – her mellem Rasmus Holmegaard Hansen (124) og Mads Hedegaard Frederiksen (44)
(Foto: Denner Photo)

Steffen Larsen, Mads Hedegaard Frederiksen og Brian Johannesen var nærmeste forfølgere, mens manden på den delte 5. plads, Carsten Rasmussen, desværre måtte side over på grund af problemer med helbredet. Vi ønsker ham god bedring, og håber snart at se ham tilbage på banerne.

Det havde også en indvirkning på Oldboysmesterskabet, som blev ført an af netop Carsten på 1. pladsen som han delte med Michael Scharstein, mens Bernth Stott Jørgensen indtog 3. pladsen.

I Rookiemesterskabet havde Mads Østerbro lagt sig i front mens Kim Villebæk lå på 2. pladsen, Brigitte Klintskov Jerkel på 3. pladsen og Jacob Hansen på 4. pladsen.


Jan Vestergaard har hurtigt fundet sig til rette med forhjulstræk i stedet for en baghjulstrukken Legend, og kæmper allerede nu med, lige uden for top 10. Her foran Lars Christensen.
(Foto: Denner Photo)

Træningen startede lørdag formiddag 8.50, og her var gårsdagens og natten regn ikke nået at komme helt væk fra banen, så derfor blev det en halvfedtet bane som feltet kørte ud på.

Det resulterede også i forskellige dækvalg, hvor Mads Hedegaard Frederiksen var hurtigste mand på regndæk foran Michael Scharstein og Brian Johannesen.

Banen var dog tørret fuldstændig op til kvalifikationen lidt over middag. Her kom en af weekendens store overraskelser. Det blev nemlig til en debut Pole Position til Jens Jensen, der på allersidste omgang af kvalifikationen ramte den helt perfekte omgang, og derved henviste Steffen Larsen til 2. pladsen foran Bernth Stott Jørgensen.


En af weekendens overraskelser var Jens Jensens første Pole Position. Her ses han i løbet foran Mike Hansen, Rudi Larsen, Kim Villebæk, Jan Vestergaard og Brian Jakobsen.
(Foto: Denner Photo)

Kvalifikationen var meget speciel, da der kun var få omgange til at sætte en tid på. Brian Jakobsen var nemlig dobbelt uheldig, da han først spandt af i Big Mag. Så blev der indsat en safety car, da han blev vurderet til at holde et farligt sted. Derfor kunne han også genoptage kvalifikationen, inden at bilen satte ud få omgange senere. Det resulterede i et par omgange med en lokal gul flagzone, hvilket gjorde at kørerne ikke kunne forbedre deres tider der.

Senere lørdag eftermiddag var det tid til heat 1.

Steffen Larsen på andenpladsen fik en bedre start end Jens Jensen på Pole Position, og kunne derfor tage føringen ind i sving 1. Til gængæld var der masser af kamp om 3. pladsen hvor Carsten Lorenzen, Bernth Stott Jørgensen og Brian Johannesen lå og dystede 3 mand ved siden af hinanden rundt i flere af svingene.


Bernth Stott Jørgensen havde virkelig fart i den hvide og orange Peugeot 208 – Her foran Brian Johannesen, Mads Hedegaard Frederiksen, Steffen Larsen og Jimmy Bob Søgaard Jensen.
(Foto: Denner Photo)

Larsen fik hurtigt et stort hul, da Jensen, Lorenzen, Jørgensen, Johannesen og nu også Rasmus Holmegaard Hansen, Michael Scharstein og Mads Hedegaard Frederiksen lå i en tæt duel resten af løbet, hvor pladserne skiftede adskillige gange.

Det blev også Steffen Larsen som kørte en sikker sejr hjem, mens Mads Hedegaard Frederiksen blev 2’er foran Bernth Stott Jørgensen, Brian Johannesen, Rasmus Holmegaard Hansen, Michael Scharstein, Jens Jensen og Carsten Lorenzen. Fra Bernth Stott Jørgensen på 3. pladsen ned til Carsten Lorenzen på 8. pladsen var der ca 1,5 sekunder, hvilket gjorde det til et uhyggeligt tæt ræs.


Michael Scharstein havde hans bedste weekend siden 2013
(Foto: Denner Photo)

Efterfølgende fik Jørgensen dog en straf for trængning på Rasmus Holmegaard Hansen, da ræset mellem de 2 var blevet lidt for tæt. Det betød at Jørgensen rykkede ned som 8’er.

I Rookiemesterskabet vandt Kim Villebæk sæsonens første sejr foran Mads Østerbro. Desværre kom Jacob Hansen ikke til start, da han var uheldig at få problemer med motoren i kvalifikationen, og kom desværre ikke ud at køre mere i løbet af weekenden.

Oldboysmesterskabet blev vundet af Michael Scharstein foran Bernth Stott Jørgensen, Rudi Larsen, Jimmy Bob Søgaard Jensen og Lars Christensen.


Kim Villebæk har hurtigt fundet sig til rette på asfaltbanerne. Her ses han foran konkurrenten i Rookimesterskabet, Mads Østerbro.
(Foto: Denner Photo)

Til heat 2 skulle Bernth Stott Jørgensen starte fra Pole Position, men ligesom i heat 1, blev Pole manden overrumplet af ham fra 2. startposition – denne gang Carsten Lorenzen.

Ydermere lykkedes det også Michael Scharstein at smutte forbi Jørgensen, mens han og Brian Johannesen havde flere tætte kampe over de 13 omgange.

Da målflaget faldt, var det Carsten Lorenzen som tog sin første sejr i Yokohama 1600 Challenge, og første sejr for en Peugeot 307 1,6 i klassen. På andenpladsen kom Michael Scharstein, som tog sin første generelle podieplads siden 2013. På 3. pladsen kom Bernth Stott Jørgensen foran Brian Johannesen og Steffen Larsen.


Han var langsomst på korkproppen, men ude på banen kunne Bernth Stott Jørgensen (th) og Michael Scharstein (tv) ikke følge Carsten Lorenzen i heat 2
(Foto: JJ Media)

I Rookiemesterskabet tog Mads Østerbro sejren efter en meget tæt kamp med Kim Villebæk, hvor der virkelig blev gået til stålet, men på den gode måde.

I Oldboysmesterskabet tog Michael Scharstein weekendens anden sejr, igen foran Bernth Stott Jørgensen, mens Jimmy Bob Søgaard kørte den sidste pokal hjem foran Rudi Larsen og Lars Christensen.

I det generelle DIF Danmarksmesterskab skete der rokeringer i toppen, hvor Steffen Larsen gik i front foran Mads Hedegaard Frederiksen og Brian Johannesen, mens Michael Scharstein, Rasmus Holmegaard Hansen, Mike Hansen, Carsten Lorenzen og Bernth Stott Jørgensen følger efter.

Michael Scharstein har fået opbygget en god føring i Oldboysmesterskabet, hvor Bernth Stott Jørgensen, Carsten Rasmussen, Rudi Larsen, Torben Jørgensen, Jimmy Bob Søgaard Jensen, Brigitte Klintskov Jerkel og Lars Christensen fuldender klassementet.


Carsten Lorenzen var fuldstændig urørlig i heat 2, ved hans debutsejr
(Foto: Denner Photo)

I Rookiemesterskabet har Mads Østerbro en smal føring over Kim Villebæk mens Brigitte Klintskov Jerkel og Jacob Hansen følger efter.

Det næste løb skal køres på Ring Djursland den 11.-12. Juni, hvor Yokohama 1600 Challenge kører forårets sidste løb inden sommerferien.

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 01/05/16 - Padborg Park - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk