Formel 3 UK   04/05/16

Top 10 placering til Jan Jønck
”Jeg skød med det, der var tilbage i bilen og dækkene – og jeg er egentlig OK tilfreds med weekenden som helhed,” siger Jan kort efter hjemkomsten fra Rockingham Motor Speedway, som i weekenden lagde asfalt til sæsonens 3. afdeling af det britiske Formel 3 mesterskab.

Status på weekendens 3 heats blev en 13. plads, en 10. plads og en 14. plads, og selvom det ikke helt lever op til de forventninger, som Jan selv havde før afrejsen, så ser han nu tilbage på weekenden med en vis tilfredshed. Den evigt tilbagevendende udfordring for Jan er nemlig, at han ved hvert løb kun får ganske kort tid til at lære banen at kende, og derfor er han under et voldsomt pres for at præstere med det samme. ”Det skal ikke lyde som en undskyldning, for det er der ingen, der kan bruge til noget konstruktivt. Det er op til mig selv at tage udfordringen op, men det er nu engang sådan, at man kun kan finde banens og bilens grænser ved at afsøge dem ude på banen, og derfor er det meget forstyrrende, at jeg typisk kun får 2 træninger á 1 time, inden det gælder i kvalifikationen. Det gør min indlæring meget intensiv, og det er ikke altid en fordel,” fortæller Jan. ”Set i det lys er jeg faktisk ret godt tilfreds med at køre med lige omkring 10. pladsen.”


(Foto: Jan Jønck Presse)

Weekenden startede godt. I fredagens træninger fandt Jan hurtigt farten i bilen, og han var konsekvent hurtigere end sine teamkammerater hos Sean Walkinshaw Racing. Lørdagens kvalifikation gik også godt, Jan og teamet fik timet tingene rigtigt, og han kørte sig til en startposition som nr. 10 til weekendens første heat.

Da starten gik til det første heat, kom Jan godt afsted, og han forsvarede sin position over de første hektiske omgange. Ca. midtvejs i heatet blev han imidlertid et ufrivilligt gidsel i en duel mellem 2 af de forankørende, som var tæt på at køre hinanden af banen. I et sving blev Jan fanget på ydersiden af denne duel, og det kostede ham et par placeringer, som han ikke var i stand til at tilbageerobre. ”Jeg havde en god rytme derude, men da jeg skulle forsøge at kæmpe mig tilbage, var der ikke mere i mine bagdæk,” sagde Jan lige efter at være steget ud af bilen. ”Jeg pressede det bedste, jeg har lært, men dækkene var færdige.” Resultatet af heat 1 blev en 13. plads, som derfor også ville være startpositionen til heat 2.


(Foto: Jan Jønck Presse)

Weekendens 2. heat blev skæmmet af et voldsomt uheld allerede på første omgang. Et sammenstød sendte brasilianske Enzo Bortoletos racer i luften, hvor den slog indtil flere kolbøtter, før den lagde sig til rette med bunden med i vejret. Heldigvis slap Bortoleto uskadt fra ulykken, men løbet blev afbrudt i ca. 15 minutter. Inden de røde flag kom ud, havde Jan nået at køre en fornem første omgang, hvor han var avanceret fra 13. til 11. pladsen, og da starten gik igen, lykkedes det Jan at passere endnu en konkurrent, og han kunne således krydse målstregen på løbets 10. plads. ”Fra 13 til 10, det kan jeg godt leve med. Igen føler jeg egentlig, at jeg har lidt mere speed at give af, men jeg er ikke i en position, hvor jeg kan udnytte den, og så kommer jeg til at hænge fast på 10. pladsen. I øvrigt rigtig godt, at Bortoleto er OK – det så helt vildt ud, da han lettede.”

Omgangstiderne fra heat 1 og 2 er bestemmende for startpositionerne til heat 3, og her kom Jan til at betale prisen for at have været fanget nede midt i feltet. ”Jeg fik aldrig luft til at køre nogle rene omgange, og det kan ses på mine tider. Jeg skal starte helt nede fra 19. pladsen, så der bliver nok at se til,” kunne Jan konstatere, da han studerede omgangstiderne. ”Jeg giver den gas, og så må vi se, hvad det kan række til.” Jans bestræbelser rakte til en 14. plads. Han holdt sig ude af den værste ballade og kæmpede med alt, hvad han kunne hive ud af bilen. Mod slutningen var hans dæk godt slidte, og der var ikke mere at gøre godt med, men Jan holdt på og kæmpede hele vejen til det ternede flag.


(Foto: Jan Jønck Presse)

På trods af den beskedne placering var det en relativt tilfreds Jan, der gjorde status på weekenden efter det sidste heat. ”Alt taget i betragtning, så er jeg fint tilfreds med weekenden. Helt tilfreds er man selvfølgelig ikke, når man ligger og kæmper i midterfeltet, men der var ikke mere i bilen i denne weekend. Vi satsede lidt ved at benytte begge mine nye sæt dæk i kvalifikationen, og derfor havde jeg ikke rigtig mere at kæmpe med mod slutningen af weekenden. Jeg føler alt i alt, at jeg fik det maksimale ud af det materiel, som jeg havde at arbejde med, og så kan jeg ikke gøre mere. Jeg fuldfører alle 3 heats og kommer i Top 10 i det ene, og det synes jeg egentlig er godkendt. Vi skal bare blive endnu bedre i de kommende afdelinger, men vi er på vej fremad.”

Jans næste opgave for Sean Walkinshaw Racing bliver sæsonens 4. løbsweekend, som afvikles på Oulton Park d. 28.-30. maj.

Jan Jønck Presse
Jens Hvas


Læs mere om:
  • Jan Jønck
  • Snetterton

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk