ELMS   16/05/16

Formula Racing efter Imola-exit: Skuffende og ærgerligt
Skuffelsen var svær til at skjule hos de danske Ferrari-kørere, som lørdag eftermiddag måtte trække sig ud af weekendens afdeling af European Le Mans Series efter et crash.

— De danske Ferrari-kørere fra Formula Racing nåede aldrig til start i weekendens afdeling af European Le Mans Series på italienske Imola. Et uheld under træningen gav så store skader på teamets Ferrari 458 GT2, at man ikke kunne nå gøre bilen klar til bilens løb.


(Foto: Gary Parravani/Formula Racing)

– Det er så skuffende og ærgerligt, men samtidig er vi også lettede over, at Christina Nielsen ikke kom noget til under ulykken, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

Christina Nielsen: Ærgerlig på teamets vegne
Det var den 24-årige Nielsen, som var bag rattet af den danske Ferrari, da den pludseligt forlod banen med høj hastighed i en chikanesektion. Uheldet skete under træningen, som indtil da have vist god fart fra Formula Racing.


Christina Nielsen
(Foto: Gary Parravani/Formula Racing)

– Jeg er ikke helt klar over, hvad der skete. Hastigheden var omkring 170 kilometer i timen, da bagenden skred ud, og jeg røg af banen og direkte ind i muren, forklarede Christina Nielsen efter ulykken.

– Jeg fik nogle knubs, men er helt ok. Jeg er allermest ærgerlig på teamets vegne, og ikke mindst mine teamkammerater Mikkel og Johnny. Alle har kæmpet benhårdt for at blive klar til løbet, og vi så ud til at have en god bil og en god fart.

Mikkel Mac: Svært at sætte ord på
Det var Formula Racings FIA Gold Driver, Mikkel Mac, som skulle have kvalificeret den danske Ferrari 458 GT2 til søndagens 4-timersløb. Mac var andenhurtigste kører under weekendens første træning fredag eftermiddag.

– Vi er allesammen glade for, at Christina er uskadt efter episoden, for det var et grimt crash, lyder det fra Mikkel Mac.

– Men det er svært at sætte ord på skuffelsen over, ikke at skulle køre løbet. Vi havde lagt rigtig mange kræfter i at finde det optimale setup, og vores resultater fra træningen viste, at vi kunne have været med helt i toppen.


Mikkel Mac
(Foto: Gary Parravani/Formula Racing)

Teamchef: Vi bliver klar til Le Mans
Arbejdet med at bygge den danske Ferrari op igen er allerede begyndt, for teamet skal være klar til test om to uger på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig.

Herefter følger den officielle Le Mans-test den 5. juni på La Sarthe, som altså bliver sidste forberedelse inden det store brag: 24-timers Le Mans.

– Vi sætter et stort, sort kryds over denne weekend og kigger nu fremad, siger teamchef Allan Jørgensen.

– Le Mans har al vores fokus, og vi skal nok blive klar igen.

Formula Racing


Læs mere om:
  • Imola
  • 15/05/16 - Imola - ELMS

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk