Motorsport med amerikanske rødder præsenteres nu på den sønderjyske bane Selv om DHB – Danmarks Hurtigste Bil – bliver sæsonens nyeste tiltag på Padborg Park, er det alligevel et arrangement, der kan præsentere motorsport med lange og traditionsbundne rødder. Det gælder ikke mindst den street race-konkurrence, som i sin tid var grundlaget for etableringen af DHB. For det var netop her, at man kunne afgøre, hvem der var indehaver af – ja, rigtigt gættet – Danmarks Hurtigste Bil. Og det vil man også gøre i den kommende weekend på racerbanen ved den dansktyske grænse. Street race har som megen anden sjov og spas med biler sine rødder i USA. Og der er virkelig tale om en motorsport, som dels er opstået, dels har udviklet sig på gaderne.
Det gælder om at være hurtigst ud af starthullerne, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde street race-konkurrencen ved DHB – Danmarks Hurtigst Bil (Foto: Motorblokken)
For når to mænd holdt side om side ved et lyskryds i en amerikansk by og ventede på, at der blev skiftet fra rødt til grønt, kunne de ikke lade være med at gasse op. Og så slippe koblingen og trykke speederen i bund for at finde ud af, hvem der først fremme ved næste lyskryds. Og da mange amerikanske byer havde gader og veje i et mønster, som lignede ternene på et A4-ark, og hvor der var en kvart mile mellem hvert eneste lyskryds, opstod sportens første og mest klassiske distance: 402 meter svarende til netop en fjerdedel af en mile.
Farten er med tiden gået op i street race. Og det er sikkerheden også i form af bl.a. kortere strækninger. Ved årets Danmarks Hurtigste Bil på Padborg Park køres der således over en ottendedel af en mil. Altså 201 meter. Men det gør rent faktisk bare årets konkurrence endnu mere spændende!
To biler side om side - det var essensen, da DHB i sin tid startede. Og det vil det også være i den første weekend af juni på Padborg Park (Foto: Motorblokken)
Nu skal deltagerne i den grad være oppe på mærkerne og nærmest være synske for at forudse, hvornår den grønne lampe slukker. For hvis sidemanden er bare en tiendedel hurtigere i starten, betyder det måske en endnu større forskel ved målstregen.
201 meters-konkurrencen finder sted såvel lørdag som søndag, men gennem hele weekenden er der masser af aktiviteter – med og uden biler. På selve Padborg Park køres der løb for OK Mobil 1 Legend Car Cup og OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo, ligesom der driftes på livet løs. På brænderpladsen bliver der slidt dæk op, så bilerne ender med blot at stå på fælgene, mens der såvel fredag som lørdag aften er tryk på den i festteltet, hvor bl.a. Morten Breum, DJ Aligator og Kongsted giver den gas.
Driftsforeningen Padborg Park
Morten Alstrup Læs mere om: Padborg Park05/06/16 - Padborg Park - Danish Supertourisme Turbo05/06/16 - Padborg Park - Legends Car Cup |