Danish Supertourisme Turbo   05/06/16

Sensationelt comeback efter ulykke
Martin Vedel starter treer på Padborg Park. Total frisk igen efter voldsom ulykke for nogen uger siden.

Den unge kører fra Odense startede 2016-sæsonen helt fantastisk, da han overraskede det etablerede felt med at vinde DST-seriens allerførste heat i maj. Og den fart han viste i det første løb tog han med på Ring Djursland til sæsonens anden afdeling, hvor han også lå med helt fremme. Men dét løb endte med et brag, da Martin Vedels racer som ført af en usynlig hånd pludselig forlod banen og ramte hårdt ind i en barriere.

Det var et af de alvorligste crash i dansk motorsport i nyere tid, og mange så med tilbageholdt åndedræt til, da Martin Vedel efter den voldsomme afkørsel blev kørt på hospitalet. Det viste sig at sikkerhedsudstyret havde fungeret helt efter hensigten, og Martin Vedel blev efter kort tid udskrevet med diagnosen hjernerystelse og generelt hårdt forslået.


Vedel vandt DST-seriens allerførste 2016-heat på Padborg Park

Team Prego Racings undersøgelser af årsagen viste et knækket led i et hjulophæng, der formentlig blev beskadiget, da Martin Vedel to sving før ulykken ramte curben. Og da det lå fast, så gik de ellers i gang med at genopbygge bilen.

Mange havde troet, at Martin Vedel skulle have en længere pause efter det alvorlige crash. Men faktisk testede han allerede inden weekendens DST-løb bilen for at se hvad han kunne og ville efter ulykken.

Nu viser tidtagerlisten efter lørdagens kvalifikation så en mindre sensation: Martin Vedel satte trediehurtigste tid, og maner dermed eftertrykkeligt al tvivl i jorden. Han er tilbage og det i stærk form.

Hvilken fart han så kan holde over weekendens tre løb er et åbent spørgsmål. Men svaret på det spørgsmål kan som sædvanligt følges live, når DST-løbene transmitteres live på de fleste regionale TV2-kanaler - eller det kan ses som live streaming på TVSyd.dk. Martin Vedel


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 05/06/16 - Padborg Park - Danish Supertourisme Turbo

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport