Le Mans testdag   07/06/16

Jan Magnussen hurtigst på Le Mans efter officiel testdag
Le MansDen officielle Le Mans-testdag forløb suverænt for Jan Magnussen, Antonio Garcia og Ricky Taylor, som sluttede på en 1. plads i GTE Pro-klassen. Den danske racerkører ser frem til at få en ny chance efter sidste års fatale crash under kvalifikationen til 24-timersløbet.

Det var en gul Corvette C7.R med startnummer 63, som stod øverst på listen efter søndagens officielle Le Mans-test på den berømte La Sarthe-bane. Jan Magnussen, Antonio Garcia og Ricky Taylor kunne således sætte hak ved en veloverstået optakt til 24-timersløbet om 12 dage.


(Foto: Jan Magnussen Racing / Richard Dole)

– Det var fedt at komme tilbaget til Le Mans og mærke, at vi har en rigtig god bil til løbet. Vores Corvette C7.R har gennemgået en masse opdateringer siden sidste år, og det er altid spændende at komme til Le Mans med et nyt setup, lyder det fra Jan Magnussen.

Danskeren lægger dog en dæmper på forvetningerne, da man erfaringsmæssigt ikke kan konkludere noget ud fra søndagens omgangstider på Le Mans-banen.

– Jeg er ret sikker på, at de færreste teams endnu har vist, hvad de kan. Først når vi begynder at kvalificere os i næste uge, kan vi begynde at se, hvor vi ligger i forhold Porsche, Ferrari og alle de andre stærke teams.


(Foto: Jan Magnussen Racing / Richard Dole)

Et af de mest udfordrende løb
– Med fire nye racerbiler fra Ford bliver det nok et af de mest udfordrende Le Mans, vi har oplevet i GT-klassen. Vi forventer et 24-timers sprintløb, hvor vi skal have materiellet til at holde og så ellers klare os igennem trafikken uden problemer.

Magnussen sigter mod sin femte Le Mans-sejr, og efter sidste års crash, som betød, at bilen aldrig stillede op til løbet, er han mere sulten end nogensinde. Danskeren har desuden fået en ny holdkammerat, amerikanske Ricky Taylor.

– Ricky er en supercool fyr, som har masser af erfaring fra den amerikanske IMSA-serie, hvor han er en af mesterskabsfavoritterne i prototypeklassen. Desuden er han storebror til Jordan Taylor, som jeg tidligere har kørt Le Mans med, og som sidste år vandt løbet i vores søsterbil, forklarer Jan Magnussen.

Le Mans, DTC og så Le Mans
Den altid travle Magnussen har dog en opgave hjemme i Danmark, før han igen drager til Le Mans. Sammen med sit danske team, Magnussen Racing Experience, skal han nemlig køre tredje afdeling af Danish Thundersport Championship på Ring Djursland i den kommende weekend.


(Foto: Jan Magnussen Racing / Richard Dole)

Efter løbet flyver han direkte til Le Mans, hvor der mandag den 13. juni er teknisk kontrol af biler og registrering af kørere. Onsdag begyndes træning samt første kvalifikation, efterfulgt at anden og tredje kvalifikation torsdag. Lørdag den 18. juni klokken 15.00 flages 24-timers Le Mans 2016 grønt.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Le Mans
  • 05/06/16 - Le Mans - Le Mans testdag

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport