DM Rally   23/06/16

Intens aktivitet i Rally Team Mejer
Rally Team Mejer er inde i en travl periode.
For to uger siden deltog teamet med to biler i Rally Sønderjylland, i lørdags kørte Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen til Holland, og var med i det internationale Autosoft Vechtdal Rally. På lørdag er det Heino Mejer og Bo Mølgaards tur til at slide på dækkene. De deltager i Rally Vestsjælland, som er 3. afdeling af både det historiske rally, samt DASU mesterskabet i mini rally.

For Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen var Autosoft Vechtdal Rally i Holland en stor udfordring, hvor hastigheden ofte kom op i nærheden af 200 km/t. Vejene er meget smalle, og næsten overalt er der vandfyldte kanaler langs vejene. En afkørsel her giver enten vand i bilen, eller buler i blikket. Mange steder hvor der er fare for afkørsel, er der opsat containere, som kan forhindre bilen i at ryge i vandet.


Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen i Autosoft Vechtdal Rally, Holland
(Foto: Arkivbillede - Rally Team Mejer)

”Vi bremser nok lidt tidligere end de unge kørere – måske er det alderen der gør udslaget. De unge er lidt mere modige end vi er, og det koster ind imellem nogle tiendedele sekunder i nedbremsningerne” siger Kurt Mejer. ”Desuden havde vi lidt koblingsproblemer i løbet, og skal nu have bilen skilt ad og monteret en ny kobling inden vi skal køre igen i begyndelsen af august ved Munkebjerg Hill Climb.

Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen sluttede i Holland på en 4. plads i West Euro Rally Cup, en 5. plads i deres klasse, samt en generel 16. plads af de knapt 60 deltagere. ”Det ser vi som absolut godkendt, under de betingelser vi havde at arbejde med på dagen – alt i alt var det et godt rally på både grus og asfalt, og kørt i ca. 50% tørvejr og 50% regnvejr ” slutter Kurt Mejer af.

Målet i Holland var mindst at forsvare deres aktuelle 5. plads i West Euro Rally Cup’en, og eventuelt rykke lidt op i den samlede stilling. Beregningsmetoden til Cup’en er lidt indviklet, så i skrivende stund vides det ikke om det lykkedes. Dog er 5. pladsen stadig sikret.

I den kommende weekend køres Rally Vestsjælland med start ved Mørkøv Hallen i Mørkøv. Rally Vestsjælland er 3. afdeling af både historisk rally og mini rally.
Heino Mejer og Bo Mølgaard stiller op i Rally Vestsjælland, for at forsvare deres føring i det danske mesterskab i historisk rally, samt med håbet om at veksle deres 2. plads i DASU mesterskabet i mini rally til en 1. plads i den samlede stilling.

”Vi er godt forberedte, efter at bilen har fået en ny slange til intercooleren, lidt nyt blik og noget maling. Det blev desværre nødvendigt efter Rally Sønderjylland for to uger siden. Vi ramte en 200 liter tønde fyldt med vand. En beskadiget slange til intercooleren betød desværre at vi måtte udgå.” Siger Heino Mejer.


Heino Mejer og Bo Mølgaard i den voldsomme Volvo
(Foto: Arkivbillede - Rally Team Mejer)

”Rally Vestsjælland køres i et område vi ikke kender så godt, og de fleste prøver er nok helt nye for os. Vi kører for at få mesterskabspointene, og bevarer vores føring i det historiske mesterskab, samt går efter maksimumpoint i det danske mesterskab i mini rally. Vi kører for igen overtage den samlede førsteplads, efter at Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen snuppede den i Rally Sønderjylland”. Slutter Heino Mejer.

Rally Team Mejer

Viggo Johansen
rallypics.dk


Læs mere om:
  • Heino Mejer
  • Kurt Mejer
  • Slagelse
  • 25/06/16 - Slagelse - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk