Hill Climb   07/08/16

Favoritten oversatsede
Bilens kulturhistorie blev den store vinder i Munkebjerg Hillclimb
Volvokøreren Heino Mejer fra Horsens blev søndag den nye bjergkonge i Munkebjerg Hillclimb for klassiske biler, da løbets favorit Vincenzo Santangelo fra Hinnerup oversatsede og satte sin Fiat Dallara i autoværnet. Men løbets helt store vinder blev bilens kulturhistorie, der søndag blev rullet ud i bredformat for et tusindtalligt publikum på Munkebjerg øst for Vejle.


I tørvejr og regn: Foran en tusindtallig tilskuerskare på Munkebjerg var Heino Mejer fra Horsens suverænt hurtigst i sin Volvo 242 turbo fra 1983.
(Foto: Michael Eisenberg)

Deltagere med biler som Lea-Francis fra 1929, MG K1/K3 fra 1933 og SS 100 fra 1935 kæmpede sig op ad bjerget på næsten dobbelt så lang tid som de hurtigste Volvoer og BMW’er fra 1980’erne, og 15 sjældne trehjulede Morganbiler fra perioden 1920-50 satte ind i mellem ekstra pift på eventen ved at give opvisning på den regnvåde bane.


Alle raske drenges drømmebil i 1960’erne: Søren Wichmann fra Fåborg er på vej op ad bjerget i sin Jaguar E-type fra 1967.
(Foto: Michael Eisenberg)

En imponerende skare af Triumph-, MG-, Lotus- og Alfa Romeo sportsvogne fra 1960’erne og 70’erne, de fleste af dem åbne, viste bilismens historie fra en tidsalder, hvor almindelige mennesker fik råd til at leve deres bildrømme ud.


Med Vejle Fjord i baggrunden suser Mads Nygaard fra Vejle op ad bjergvejen til klassesejr i sin Triumph TR 5 fra 1968.
(Foto: Michael Eisenberg)

Men det var løbets nyeste biler, der dominerede hastighedsmæssigt. Efter at Vincenzo Santangelo havde bulet sit flyvepap af en Fiat Dallara X 1/9, var det rallykøreren Heino Mejer, der i sin 300-hestes Volvo 242 turbo fra 1983 tog en klar sejr foran en anden rallykører, Johnny Pedersen fra Slangerup i BMW M3 fra 1990, det nyeste år for deltagende biler.

Se alle løbets resultater på www.rallyresult.dk


I feltets nyeste bil, en BMW M3 fra 1990, blev Johnny Petersen fra Slangerup nr. 2.
(Foto: Michael Eisenberg)


1950’erne blev repræsenteret på smukkeste vis af denne Alfa Romeo Giulietta fra 1959 kørt af Per Einarsson fra Frederiksværk.
(Foto: Michael Eisenberg)


Svend Algren fra Helsingør pudser vindspejlet på sin MG K1/K3 fra 1933 inden dagens sidste start i regnvejr på Munkebjerg.
(Foto: Michael Eisenberg)


Terkel Lund Ovesen fra Aalborg drev sin 89 år gamle Lea-Francis op af bjergvejen fra Vejle Ford til Munkebjerg Hotel til en placering som nr. 88. Men vigtigere end det: Han ærede bilens kulturhistorie ved aktivt at bruge sin gamle bil.
(Foto: Michael Eisenberg)


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Munkebjerg
  • 07/08/16 - Munkebjerg - Hill Climb

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk