24H Series   02/09/16

Kim Holmgaard klar til sit fjerde spanske døgnrace
For fjerde år i træk er Kim Holmgaard draget til Spanien for at køre race. Atter er det 24-timers løbet på den spanske Formel 1-bane Circuito de Catalunya, det drejer sig om, og nordjyden håber på et godt resultat.

”Jeg glæder mig helt vildt,” fortæller Kim Holmgaard fra banen ved den spanske østkyst. ”Første gang, jeg var her, var med Perfection Racing, hvor vi kørte i Aston Martin. Året efter var det australske Marc Cars, jeg stillede op i en Ford, og sidste år var jeg så med i den ene af Team Altran Peugeots to biler, hvor vi sluttede på tredjepladsen i klassen.”


Kim Holmgaard starter atter for Team Altran Peugeot
(Foto: Team Altran Peugeot)

Det er netop Team Altran Peugeot, som Kim Holmgaard skal køre for i denne weekend, hvor teamet har masser af gæster. Dels i form af gæster fra ti af de største Peugeot-forhandlere i Spanien, dels 100 repræsentanter fra Altran i Spanien.

”Det bliver næstsidste løb for teamets Peugeot 208’er, inden de skal pensioneres, og hvor en af dem blandt andet skal ende på Peugeots museum, så det gælder om at sende bilen godt afsted,” siger han. ”Jeg kører sammen med Michael Carlsen og to franskmænd, og vores to franske kørere fører mesterskabet i klassen, hvor jeg er på tredjepladsen. Og i det generelle mesterskab på tværs af alle klasser ligger de til at vinde, og de vil naturligvis gerne have det mesterskab i hus.”

”Der er lavet nogle opdateringer på bilen, både hvad angår motoren, men også omkring aerodynamikken, og det glæder jeg mig til at prøve under testkørslerne og træningerne op til løbet.”

Kim Holmgaard er i øvrigt ikke den eneste repræsentant fra Holmgaard Racing, der er i aktion i weekenden. Jonas og Magnus Holmgaard stiller søndag sammen med Roy Arild Edland op i tredje afdeling af Danish Endurance Championship på Padborg Park i teamets Seat Leon, og kørerne kommer med masser af fart i kroppen.

”Jonas kørte bilen i sidste weekend på Jyllandsringen i Special Saloon Car-klassen, hvor det bl.a. blev til en anden- og en tredjeplads i de to løb,” fortæller Kim Holmgaard. ”Magnus var til start i den nye FDM Sport-klasse, hvor han i det sidste løb var blot et sekund for at komme på podiet.”

Kim Holmgaard


Læs mere om:
  • Kim Holmgaard
  • Circuit de Catalunya
  • 03/09/16 - Circuit de Catalunya - 24H Series

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk