Finalen i årets DM i Road Racing for Superbike blev afviklet på Jyllandsringen med brødrene Steven og Simon Tirsgaard på deres BMW S 1000 RR maskiner med en placering for Steven Tirsgaard som nr. 3 og Simon Tirsgaard på 4. pladsen i lørdagens løb. Søndagens afsluttende løb i DM serien blev sendt direkte i TV 2 Sport med Steven Tirsgaard på 1. pladsen og Simon Tirsgaard som nr. 2. Begge løb blev afviklet under helt utroligt gode vejrforhold med sol og tørvejr. Søndagens løb var med 12.000 tilskuere på lægterne, og de blev underholdt med spændende og meget tæt race.
(Foto: Jesper Larsen, adwerk.dk)
Lørdagens tidtagning resulterede i 3 plads til Steven og en startposition som nr. 4 til Simon. Foran startede Mathias Poulsen som nr. 1 og Alex Schacht på anden pladsen.
Løbet lørdag blev en dyst mellem Alex Schacht, Mathias Poulsen og Steven Tirsgaard og resultatet blev meget tæt i nævnte rækkefølge ved passage af det ternede flag. Simon kom i klemme i det første sving og dumpede ned på 7. pladsen i starten, hvorefter han måtte kæmpe sig frem til en samlet 4. plads. Man kunne godt se, at der stadig sad noget fra styrtet på Jyllandsringen for 14 dage siden i Simons bevidsthed, men allerede i søndagens løb var han helt med fremme igen.
(Foto: Jesper Larsen, adwerk.dk)
Søndagens løb blev en meget spændende og tæt affære mellem Mathias Poulsen, Steven Tirsgaard og Simon Tirsgaard, der virkelig havde fået fart i cyklen igen. Det var særligt Mathias og Steven, der skiftevis førte løbet med god underholdning for de mange tilskuere. Simon lå afventende lige i hælene på de 2 kæmpende foran. På den sidste omgang gik Mathias i føring for enden af langsiden med Steven lige efter, men ude i 1 af de mange sving skred Mathias af banen over forhjulet, hvorefter Steven og Simon Tirsgaard kunne køre ind over målstregen som nr. 1 og 2, mens Mathias kom på banen igen og sluttede som nr. 6. De 3 kørere gav virkelig spænding og underholdning til de mange tilskuere, der ikke skulle se bort et øjeblik, idet der hele tiden skete en udvikling i løbet.
(Foto: Jesper Larsen, adwerk.dk)
Resultatet i DM Superbike endte med at Steven Tirsgaard blev samlet nr. 3 med et forspring til Mathias Poulsen på et ½ point til 4. pladsen. Simon Tirsgaard blev nr. 2 og Alex Schacht blev Dansk Mester, som han sikrede sig i lørdagens løb.
Det var årets sidste løb, og nu ser vi frem mod 2017. Sæsonen 2016 har ikke været muligt uden en stor støtte fra teamets sponsorer og alle de frivillige hjælpere omkring kørerne. Til søndagens løb på Jyllandsringen havde vi besøg af rigtig mange gæster og sponsorer, hvilket er til stor glæde hver eneste gang – det skaber en helt speciel stemning i både ryttergården og i pit – lane.
Foto: Jesper Larsen, adwerk.dk
Følg os på: facebook.com/Tirsgaardracing
Team Xpedit
Tirsgaard Racing
Læs mere om: Simon TirsgaardSteven Tirsgaard |