Et uheld i kampen om et topresultat ødelagde Jan Magnussens chancer for at komme på podiet i søndagens DTC-finale på Jyllandsringen. Racerkøreren og teamejeren kan dog se tilbage på en succesfuld 2016-sæson med flere sejre og pole positions. Jan Magnussens weekend på Jyllandsringen startede godt, men sluttede uheldigt. Den tredobbelte mester kørte en flot sejr hjem i weekendens første heat, men stødte i den afgørende finale på udfordringer, som ødelagde chancen for et topresultat.
(Foto: Dennis Risager)
Weekenden begyndte ellers glimrende med en pole position fulgt op af en sejr til Magnussen i første kvalifikationsheat – imidlertid forfulgt af rivalen og titelkandidaten Kasper H. Jensen, hvilket definitivt lukkede den sidste chance for et mesterskab.
– Det var svært at være utilfreds med starten på weekenden. Med topplaceringer i kvalifikationen og første heat satte jeg mig selv i den bedst mulige position for en succesfuld DTC-finale, fortæller Jan Magnussen, som på forhånd havde opgivet mesterskabet grundet manglende point efter udeblivelsen fra Grand Prix Danmark.
(Foto: Dennis Risager)
Uheld blev afgørende
Til andet heat bestemmer reglementet, at de første otte placeringer fra første heat byttes rundt, og således måtte Magnussen tilbage på fjerde startrække, hvorfra han kæmpede sig frem til en femteplads – blandt andet fordi teamkammeraten fra Magnussen Racing Experience, Michael Markussen, fik nærkontakt med en konkurrent og snurrede rundt.
– Igen kom jeg nogenlunde afsted og kunne hente et par placeringer, men det blev ikke til mere end en femteplads, da jeg ikke kunne få mine bagdæk til at arbejde, fortæller Jan Magnussen. Resultaterne fra de to kvalifikationsheat var dog nok til, at Jan Magnussen skulle starte det afgørende finaleheat fra en andenplads ved siden af Kasper H. Jensen.
(Foto: Dennis Risager)
– Jeg kom desværre ikke hurtigt nok fra start og mistede to positioner inden første sving. Det lykkedes mig at komme frem til en tredjeplads bag Marius Nakken, hvor jeg efter nogle omgange forsøgte at udnytte et hul til at komme forbi.
Magnussens angreb blev dog til kontakt, da nordmanden valgte at lukke døren for danskeren. Begge biler snurrede rundt, og trods han var hurtigt videre, måtte Magnussen desuden ofre tid på en strafbane og tage til takke med en 10. plads.
(Foto: Dennis Risager)
Fire pole positions og seks sejre
Resultatet blev en hård skæbne for Jan Magnussen, som måtte tage fra Jyllandsringen uden hverken finalesejr, en podieplads i mesterskabet eller et teammesterskab på trods af, at alt dette var inden for overskuelig rækkevidde inden weekenden.
– Når alt er sagt, har det alligevel været succesfuld sæson for Magnussen Racing Experience, lyder det fra Jan Magnussen.
– Selvfølgelig er det svært at komme udenom, at vi taber potentielle podieresultater på gulvet i sidste løb, men vi har bestemt en masse positivt at tage med videre. Jeg har haft fire pole positions og seks sejre i år. Michael slutter på en flot samlet andenplads i mesterskabet, og det samme gør Magnussen Racing Experience i teammesterskabet, siger Jan Magnussen.
– Jeg er utroligt stolt af hele teamet. Samarbejdet har været fantastisk, resultaterne har været i top, og jeg synes, 2016-sæsonen beviser, at vi hører til helt i toppen. Jeg vil gerne sige kæmpe tak til både mit crew, vores samarbejdspartnere og ikke mindst alle de fans, som har støttet os hele sæsonens igennem.
– Jeg glæder mig til næste år!
Næste opgave for Jan Magnussen kommer allerede i weekenden, når finalen i det amerikanske IMSA-mesterskab, Petit Le Mans, afvikles på Road Atlanta i Georgia, USA. Magnussen og teamkollega Antonio Garcia holder en tredjeplads i kørernes mesterskab.
(Foto: Dennis Risager)
Jan Magnussen Racing Læs mere om: Jan MagnussenJyllandsringen25/09/16 - Jyllandsringen - DTC |