DTC   22/10/16

Frederik Schandorff tager titlen som U-21 mester
DTC - Danish Thundersport Championship i Dansk Thundersport Championship
For snart 4 uger siden afsluttede Frederik Schandorff og hans Team Flexlease.nu 2016 sæsonen af DTC med alle 3 mesterskaber; heriblandt team-mesterskabet og U-21 mesterskabet til Schandorff selv. Schandorff fulgte dermed op på de lovende takter fra hans debutsæson i 2015 og beviste samtidig han er Danmarks bedste unge racerkører.

Den sidste løbsweekend
Det var en spændende og dramatisk affære til Yokohama DTC finalen på Jyllandsringen.
Det startede dog ikke som Schandorff gerne ville. Tidskørslen lørdag, gav ikke det resultat han var ude efter. En, for Schandorff, ret beskeden startplads som nummer 9 var hvad det kunne blive til. ”Bilen opførte sig ikke helt som jeg ønskede og da mine starter og mine løb er klart bedre våben for mig, valgte jeg at spare de bedste af mine dæk til heat 2 og heat 3. Derfor var min P9 det bedste jeg kunne håbe på. I det mindste lå min nærmest konkurrent til U-21 titlen et godt stykke bag mig på gridden.” siger Schandorff.

Heat 1 kørtes i et rasende tempo. Med en kombination af stærk kørsel og andres uheld avancerede Schandorff til en flot og velfortjent sjetteplads – afstanden til U-21 mesterskabstitlen var reduceret til bare 2 point inden heat 2. Her startede Schandorff på et sæt næsten nye dæk og efter han havde holdt sig ude af forskelligt tumult og afkørsler befandt han sig på en andenplads. Førstepladsen holdtes af en af Casper Elgaards midlertidige medkørere fra denne sæson. Afstanden til førstepladsen kom helt op på over 2 sekunder, men så var det som om bilen og Schandorff for alvor fandt hinanden igen og Schandorff indhentede alt på lige under 2 omgange – i sig selv en misundelsesværdig præstation.

Schandorff pressede voldsomt på, og de to unge kørere forsvandt i horisonten fra det øvrige felt. ”Efter at have markeret overfor Lasse at jeg var hurtigere, besluttede jeg at køre en sikker andenplads hjem, selvom jeg er ret sikker på jeg kunne have snuppet heatsejren fra ham. Men jeg vurderede at risikoen for at vi puffede til hinanden var for stor, så for at sikre mig i forhold til U-21 stillingen fulgte jeg ham bare helt tæt hjem – tror næste han kunne mærke min ånde i nakken.

Med en startposition som nummer 5 i tredje heat kørte Schandorff igen som en erfaren gammel rotte. Det blev til et par overhalinger som kun et supertalent på Schandorff’s niveau rent fysisk kan få en bil til at gennemføre; og han sluttede troligt på podiet i Team Flexlease.nu’s tredje 1-2 sejr over sæsonen.

”Ja, en 6’er, en 2’er og en 2’er – jeg ville selvfølgelig gerne have haft en heatsejr mere, men jeg besluttede at lade andre få dem, og så må jeg jo nøjes med de 3 pokaler til hylden derhjemme i stedet…” siger Schandorff med et bredt og varmt smil.


Schandorff står på racer #99 ved målstregen på Jyllandsringen sammen med sølvtøjet fra DTC finalen. Foran sidder hans i særklasse dygtige mekanikerteam: Jesper Sørensen, Philip Steensen, Calle Helbo, Jan ”Huggi” Hansen, samt stående Schandorff’s eminente race-engineer Andreas Boysen. Vi vil rigtig gerne se mere til dette team af vindere i næste sæson

Sæsonen
”Jeg har lært helt utroligt meget gennem denne sæson.” siger Schandorff; ”Det har været en enorm omvæltning at skulle køre for et team som flexlease.nu i forhold til at køre i mit eget (team, red.) – team ledelsen har langt flere hensyn at skulle tage, og det er næsten umuligt at undgå at tingene bliver langt mere komplicerede. I begyndelsen af sæsonen havde vi lidt problemer med at finde de rette folk til min bil; det er så uendelig vigtigt at man som kører har god kemi med mekanikerne for at stole 100% på at de har sat bilen op som aftalt. Vi fik endeligt løst det efter de første 2-3 race weekender – derefter boksede vi lidt med at få de korrekte dele og dæk til min bil, også det fik vi efterhånden løst som sæsonen skred frem, men det er klart at det har kostet resultater for mig ved flere lejligheder. Arbejdet hen mod næste sæson er gået i gang og jeg glæder mig til at offentliggøre mere når alle aftaler er lavet færdige – ingen tvivl om at mine resultater denne sæson har givet mig endnu bedre udgangspunkt for næste sæson, både i Danmark og Internationalt; men som sagt, mere om det senere.”

Gruppen omkring Danmarks bedste unge talent i kongeklassen DTC arbejder pt. på at sammensætte en pakke til et frontalt angreb på titlen som Danmarksmester i 2017. Derudover plejes kontakterne til udlandet, hvor flere muligheder pt. er i spil.

Olav Langdahl


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Jyllandsringen
  • 25/09/16 - Jyllandsringen - DTC

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport