DM Rally   23/10/16

Ib Kragh/Freddy Pedersen vandt udfordrende Danboring Rally Denmark
Det var Ib Kragh/Freddy Pedersen, Juelsminde/Bjerringbro, der endte som vinderne af den tredje udgave af Int. Danboring Rally Denmark, som fredag og lørdag blev afviklet med Ans som base. Og det endte som et løb afviklet under vanskelige forhold, hvor kombinationen af efterårsvejr og nedfaldne blade gjorde asfaltvejene ekstra glatte.


Ib Kragh og Freddy Pedersen endte som vindere af den tredje udgave af Int. Danboring Rally
(Foto: Morten Alstrup)

Fredag aften blev løbet skudt i gang i mørke, og her bød løbet på en duel mellem de senere vindere og de nykårede Danmarksmestre i firhjulstrækkerdivisionen Esben Hegelund/Karsten Isaksen, Hadsten/Egtved. Sidstnævnte mandskab var hurtigst på to af de fire aftenprøver og kunne gå til nattepause med en føring på 9,3 sekunder efter en halv times kørsel. Men også det unge hold Jacob Madsen/Line Lykke Jensen, Dianalund/Stenløse, gjorde det godt, hvor de takket være en prøvesejr kunne gå til pause på tredjepladsen, små 20 sekunder efter.

Duellen mellem Esben Hegelund/Karsten Isaksen og Ib Kragh/Freddy Pedersen fortsatte lørdag morgen, hvor regnen begyndte at komme. Efter de tre første hastighedsprøver var afstanden mellem dem 6,2 sekunder, men her stoppede duellen imidlertid, da Esben Hegelund blev utilpas og valgte at stoppe. Herefter kunne Ib Kragh/Freddy Pedersen støt og roligt udbygge sit forspring på vej mod deres første sejr i denne sæson.

”Det var ærgerligt, at Esben og Karsten måtte udgå,” sagde Ib Kragh. ”Vi havde for det første en god og tæt kamp, men for det andet blev det faktisk svært for os bagefter. Det er ikke det samme at skulle køre på det sikre fremfor at skulle give den fuld gas, fordi man skulle kæmpe.”

Bag vinderne kæmpede tre unge hold i R2-biler i klassen for tunede tohjulstrukne biler op til 1600 cm3. Jacob Madsen/Line Lykke Jensen rullede rundt på en af løbets sidste hastighedsprøver, men kunne fortsætte og endte med at tage andenpladsen foran Simon Vallentin/Sune Vallentin, begge Gislinge, og Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen, Stenløse/Egtved.


De fedtede asfaltveje gav ekstra udfordringer for deltagerne. Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen måtte igennem en rapsmark, men fortsatte og endte som nummer fire generelt
(Foto: Morten Alstrup)

41 mandskaber startede Int. Danboring Rally Denmark, og selv om det kun var 31 af disse, som kom i mål, var det ganske få, som udgik efter afkørsler og markbesøg. Fem mandskaber nåede således ikke målrampen i Ans efter tekniske havarier.

Syv forskellige steder i området mellem Viborg, Randers og Ry lagde afspærrede veje til 13 hastighedsprøver, og disse blev bemandet af en stor del af de 450 officials og frivillige, som var nødvendige for at afvikle Int. Danboring Rally Denmark.

”Prøvemandskaberne har gjort en stor indsats for at få løbet til at glide,” siger løbsleder Kenneth Svendsen. ”Det hele har stort set forløbet planmæssigt, vi har ikke haft nogen alvorlige uheld, og de småforsinkelser, vi har haft, har været forårsaget af udefrakommende ting.”

www.rallydenmark.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ans
  • 22/10/16 - Ans - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport