Perfection Racing har valgt at kaste håndklædet i ringen forud for 24 timers løbet på Silverstone i starten af april. En forsinket leverance af bilen betyder, at teamets tilbagevenden til langdistanceløb bliver udskudt en måneds tid. Værkstedet på Fyn, hvor der i dag burde holde en Ginetta G55 i GT4-trim, er gabende tomt. Og med kun to uger tilbage inden løbet på Silverstone vil der i bedste fald kun blive ganske få dage til rådighed til den sidste klargøring af bilen. For selv om der bliver leveret en bil klar til race fra Ginetta fabrikken, så er der alligevel en masse små detaljer, som skal klargøres af teamet selv. Eksempelvis skal bilen have monteret radio til kommunikation imellem kører og pitten. En lille detalje, men noget som er absolut vitalt. Lige så vigtigt er det også at teamets mekanikere får lejlighed til at gennemgå bilen og øve rutinerne for pitstop, så som dækskift og benzinpåfyldning. "De ting skal vi have tid til at gøre ordentligt. Vi skal ikke stå til et 24 timers løb og fumle med et baghjul eller døje med at kommunikere med vores kører," slår Kent Steffensen fast.
De små kraftige ekstralygter i kølergrillen er en af de opdateringer som er ved at blive monteret på Perfection Racings Ginetta
Teamets bil befinder sig på Ginetta fabrikken i England, hvor man venter på, at de sidste af fabrikkens 2017-opgraderinger kan blive installeret i bilen. Og netop spørgsmålet om, hvornår denne opdatering skulle ske, var et springende punkt efter bilen blev indkøbt i vinter. "Da 2017-opgraderingerne blev præsenteret bestemte vi hurtigt, at det skulle vi have på vores bil. Spørgsmålet var så, om det skulle ske inden eller efter løbet på Silverstone. Vi valgte at få det gjort, inden vi skulle ud at køre med bilen og selv om det nu er endt med, at vi ikke kommer til start på Silverstone, så tror jeg, det var det rigtige valg. Ellers skulle bilen have været tilbage på fabrikken imellem løbene på Silverstone og Paul Richard og da der kun er lidt over en måned imellem, så kunne vi let komme i den situation, at det ikke kunne nås. Nu skal vi nok få bilen i god tid inden Paul Richard og så får vi gjort tingene ordentligt klar, inden vi debuterer," vurderer Kent Steffensen.
Afbuddet til Silverstone kom naturligvis som en stor skuffelse - især for teamets unge kører, Patrik Matthiesen. Men i løbet af 24 timer vendte situationen sig alligevel til noget positivt. "Da afbuddet var en kendsgerning tog vi straks kontakt til Ginetta. Fabrikken var meget kede af, at bilen ikke kunne blive klar og derfor var man også meget hjælpsomme med at finde andre muligheder for at komme til start. Og det lykkedes i løbet af meget kort tid," fortæller Patrik, som oven i købet kommer til at køre i en Ginetta G55 magen til Perfection Racing Europes.
Således kommer Patrik Matthiesen ud at køre på Silverstone, men resten af teamet må vente yderligere en måneds tid. Perfection Racings sæson kommer til at begynde i Frankrig til 24 timers løbet på Paul Richard i begyndelsen af maj og her ser man frem til, at Patrik kan bidrage med de erfaringer, som han får med en G55'er på Silverstone. Teamet vil spændt følge med i, hvordan det kommer til at gå ham der.
Perfection Racing - www.perfection-racing.dk
Patrik Matthiesen - www.PatrikMatthiesen.com Henning Smed Læs mere om: Patrik MatthiesenPerfection RacingSilverstone02/04/17 - Silverstone - 24H Series |