Rally   06/04/17

Lasse Sørensen klar til ny rallyudfordring
Lørdag kører Hammel-teenageren sit første løb i sin nye Opel Adam R2-rallybil
Det er gået stærkt for Lasse M. Sørensen. For et år siden havde han endnu ikke kørt sit første klubrally. På lørdag skal han for første gang deltage i Hammel Autolak Rally Grand Prix, der er et af de mest traditionsrige rallysprints i Danmark. Det foregår i Munck Asfalts store grusgrav i Kongensbro langs hovedvej 26 mellem Viborg og Århus.

”Jeg har ikke kørt der før,“ siger Lasse M. Sørensen. ”Det er et godt rallysprint, og jeg håber, at jeg kan køre nogle gode tider, som jeg kan bygge videre på til resten af min sæson.”

2017 kommer nemlig til at byde på et skifte for Lasse M. Sørensen i motorsporten. Han startede i karting og skiftede til banesporten, men først da han sidste år havde fået et kørekort, kunne han give sig i kast med rallysporten, som jo foregår på afspærrede, offentlige veje. Det blev til en række klubrallyer og start i to DM-rallyer, men nu er han klar til en ny sæson.

”Jeg har fået en ny Opel Adam R2, som jeg skal køre hele DM-serien med,” fortæller han. ”Til DM-Finalen sidste år i Ans kørte jeg i en tilsvarende bil, som vi havde lejet, men det bliver rart at få sin egen, som vi selv kan arbejde på og klargøre.”

”I forhold til den lejede bil, jeg brugte i Ans, er der lavet nogle opdateringer, men ellers er der ikke den store forskel. Jeg har haft en enkelt testdag før lørdagens rallysprint, hvor jeg bl.a. fik lejlighed til at prøve de nye dæk, som jeg i år skal bruge.”

Lasse M. Sørensen håber naturligvis på et godt resultat ved Hammel Autolak Rally Grand Prix i grusgraven, men han skal også tænke sig om.

”Ugen efter kører vi første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, og det er vigtigt, at vi får en hel bil med hjem fra Kongensbro, så mekanikerne ikke skal på overarbejde i værkstedet,” siger han.

Hammel Autolak


Læs mere om:
  • Lasse M. Sørensen
  • Kongensbro
  • 08/04/17 - Kongensbro - Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto