Rally   09/04/17

Fornem dansk rallysejr i Tyskland
Jacob Madsen og Line Lykke Jensen fører ADAC Opel Rallye Cup
Det internationale Hessen Rallye Vogelsberg i weekenden i Tyskland gav et kanon resultat til de danske rallymestre Jacob Madsen, Ruds Vedby, og Line Lykke Jensen, Stenløse.

De kørte deres Opel ADAM ind på en meget klar førsteplads i den internationale ADAC Opel Rallye Cup foran 23 andre deltagere, og i hele rallyet, som var tællende til det tyske rallymesterskab, blev de nr. 20 af 86 startende, til trods for at deres specielle cup-bil motormæssigt bevidst er holdt som en af feltets svageste.


Jacob Madsen og Line Lykke Jensen førte fra start til mål i deres Opel ADAM i ADAC Opel Rallye Cup i Hessen Rally Vogelsberg
(Foto: Sven Kollus)

"Det er en dejlig følelse og en perfekt start på sæsonen. Vi førte efter den første nat, og lørdag morgen gav vi godt med gas for at få et større hul til svenskerne Kristensson og Appelskog, og det lykkedes rimeligt godt. Til slut holdt vi vort eget tempo og vandt med 33 sekunder," sagde en lykkelig Jacob Madsen ved målet i Schlitz i Hessen.

"Det skulle lige gå op for mig at vi havde vundet. I 2015 var vi meget uheldige i denne cup, nu har vi lagt ud med sejr i første løb, så det tegner godt," supplerede en glædestrålende Line Lykke Jensen.

I Tyskland er Jacob Madsen og Line Lykke Jensen blandt de navne, man holder øje med, men det påvirker dem ikke videre.

"Jeg tager et løb ad gangen, og så ser vi til slut, hvad det kan bringe med sig," kommenterer Jacob Madsen.


Line Lykke Jensen og Jacob Madsen på vindernes plads omgivet af deres nærmeste konkurrenter fra Sverige og Irland i første afdeling af ADAC Opel Rallye Cup i Tyskland
(Foto: Sven Kollus)

Allerede i den kommende weekend går det løs igen for Jacob Madsen og Line Lykke Jensen i Cimbern Rally i Schleswig-Holstein. Løbet er første afdeling af danmarksmesterskabet i rally, og her stiller det dygtige rallyhold op i en Opel ADAM R2 med 50 hestekræfter mere end deres cupbil.

"Vi skal måske lige vænne os til den kraftige motor på den første hastighedsprøve, men ellers ser jeg ingen problemer der," siger Jacob Madsen, der med denne biltype sidste år regelmæssigt kørte sig i top 5 i de danske løb mod konkurrenter med op til 100 hestekræfter mere. Madsen og Lykke Jensen kan dog ikke forsvare deres mesterskab, da mange af de vigtige løb i Tyskland kolliderer med de danske.

Resultater

ADAC Opel Rallye Cup, første afdeling:
1 Jacob Madsen, Ruds Vedby / Line Lykke Jensen, Stenløse, 1:29:20,1
2 Tom Kristensson / Henrik Appelskog, Sverige, 1:29:51,6
3 Calvin Beattie / Jack Morton, Irland, 1:31:28,6

Se den samlede resultatliste på http://znts.de/zeitnahme/lives/320/rc_zoom_zeit_live_adac_aktuell.html

Opel Danmark


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Line Lykke Jensen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto