Åbningsløbets 2. heat i DS3 Cup blev mindst lige så actionpakket som det første. Med første løbs sejrherre, Tommy Nygaard, nede som sekser på gridden, var opgaven klar.
På pole holdt en anden ny kører i DS3, Sonny Nielsen ved siden af Mads Frederiksen på 2. startposition.
Fra 3. position fik Jørgen Worthmann en superstart, og kunne straks gå på indersiden af Sonny Nielsen i et forsøg på at tage en tidlig føring. Desværre ramlede de to hvide biler sammen, og begge måtte udgå i et større sammenstød i første sving - det kostede også Tommy Nygaard sin videre deltagelse. Kort efter skete der endnu et sammenstød, da Torben Nielsen og Kristian Moe stødte sammen, og løbet blev neutraliseret.
Stærk tilbagevenden
En, der til gengæld fandt en vej gennem kaos, var Morten Jespersen. Efter en flot andenplads i første løb fik han styret forbi al balladen i 1. sving, og førte løbet efter en omgang. Han fik følgeskab af Jonas Lynge og Filip Sandström, der fik sat en række angreb i gang, så snart løbet blev givet frit igen.
Og nu vi er ved comebacks, så leverede Kenn Bach et stærkt et af slagsen. Efter at have startet fra 18. position lukrerede aalborgenseren på al balladen og var oppe på sjettepladsen. Morten Jespersen slap imidlertid ingen forbi, og kunne stille og roligt styre mod det ternede flag. Til gengæld var Kenn Bach ikke færdig med at avancere, for først gik han forbi Heidi Frydenhaug og siden Mads Frederiksen til en fjerdeplads.
Kampen om føringen varede helt til flaget, men Morten Jespersen holdt stand (Foto: Morten Kimer)
Ved det ternede flag blev det til sejr for Morten Jespersen, der fuldender sit comeback til banesporten med to ture på podiet. Her fik han følgeskab af Jonas Lynge på andenpladsen og svenske Filip Sandström på tredjepladsen. Fjerdepladsen gik til Kenn Bach, skarpt forfulgt af Mads Frederiksen og Heidi Frydenhaug.
Rune Staudt havde store elektroniske problemer i sæsonåbningen, men fik en tiendeplads i 2. heat (Foto: Morten Kimer)
Det sagde de efter løbet:
Morten Jespersen, vinder:
- Det var en vild start. Der var et enkelt hul, men det forsvandt hurtigt, da de kørte sammen deroppe. Kom rimeligt igennem, men min bil begyndte at tabe bremsekraft kort efter, så jeg måtte køre med en margin resten af løbet. Heldigvis gik det, og vi har fået masser af point til stillingen, samtidigt med at vi fik kørt et virkelig underholdende løb.
Jonas Lynge, P2:
- Vi ændrede lidt på bilen til heatet, og det virkede fint. Jeg fik en god start uden uheld, og var i stand til at kæmpe med Morten Jespersen hele vejen - faktisk var jeg en smule hurtigere end ham til tider, men han var svær at komme forbi.
Filip Sandström, P3:
- Starten var svær, men det var virkelig godt, at bilen var så konkurrencedygtig. Jeg er virkelig godt tilfreds med hele weekenden, og det er en suveræn fornemmelse at åbne med en tur på podiet.
Kenn Bach, P4:
- Jeg startede næstsidst, men fik en fin start og kunne tage en del pladser på alt balladen. Var oppe som sekser allerede efter en omgang, og efter løbet igen blev frigivet, kæmpede jeg godt med Heidi og Mads. Det var godt at ende den her rutsjebane af en weekend med et comeback.
DS3 Cup er tilbage ved næste løb på Vålerbanen i Norge. Det køres i weekenden 12-14. maj, og kan følges live via DS3 Cup på Facebook og Twitter.
Citroën DS3 Cup
Insight Racing DK Læs mere om: Jyllandsringen23/04/17 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup |