Diverse   07/06/17

"At turde drømme om Le Mans"
Der skal ikke være grænser for, hvad unge kvinder kan drømme om, siger racerkøreren Christina Nielsen, der selv drømte om at blive den første danske kvinde som deltog i det legendariske 24-timers løb på Le Mans.
Den drøm blev virkelighed i 2016 og i år kører Christina Nielsen med for anden gang, men inden da er hun aktuel med en ny bog om at være kvinde i international motorsport

Den danske racerkører Christina Nielsen skrev sig ind i motorsportshistorien, da hun vandt IMSA WeatherTech SportsCar Championship i 2016, og dermed blev den første kvindelige kører, der har vundet et internationalt sportsvognsmesterskab. Samme år skrev Christina Nielsen sig ind i vor hjemlige motorsportshistorie som den første kvindelige danske racerkører som kørte Le Mans.

At køre Le Mans, hvor hendes far Lars Erik Nielsen også har deltaget adskillige gange, var en drøm som gik i opfyldelse. Den 17-18 juni kører Christina Nielsen så Le Mans for anden gang med sit amerikanske team, Scuderia Corsa, og de to medkørere Brett Curtis og Alessandro Balzan.

Det, der endte som en karriere i international motorsport, startede i teenageårene ved lidt af et tilfælde på en gokartbane i Danmark. I dag er Christina Nielsen 25 år, bor fast i Los Angeles og kører i den amerikanske IMSA WeatherTech-serie.

AT TURDE DRØMME OM LE MANS er historien om at være en kvinde i det, der er en ekstremt mandsdomineret verden, hvilket kvindelige Christina Nielsen oplever hele tiden, som da hun kørte Le Mans første gang.

“Under briefingen blev løbets race director ved med at sige ‘han’ om kørerne, så bagefter spurgte jeg ham, om han ikke han ville sige ‘han eller hun’ eller bare ‘køreren’. Det svarede han ikke rigtig på, men da vi kom til det næste løb i serien, var det den samme race director, og så pegede han på mig. “Dig!” sagde han, og jeg tænkte, oh shit, nu er jeg i problemer! Men så sagde han: “Min mor ville have skammet sig over mig, du har fuldstændig ret, jeg skulle have sagt ‘han eller hun’ eller bare ‘køreren’”. Det synes jeg var flot af ham,” griner Christina Nielsen.

Det er blot en af mange anekdoter man finder i AT TURDE DRØMME OM LE MANS. At være kvinde i motorsport betyder dog ikke, at Christina Nielsen ønsker at få særbehandling.

“Det handler ikke om at få særbehandling, for særbehandling er sådan noget man får ved særlige lejligheder. Det handler om ligestilling, og der eksisterer ikke noget fornuftigt argument for ikke at have ligestilling,” som hun siger.

Motorsport er ikke blot en af verdens mest konkurrenceprægede sportsgrene, men også unik ved at mænd og kvinder konkurrerer på lige vilkår.

“Faktisk er det netop det jeg godt kan lide, for der bliver ikke taget hensyn til at du er kvinde når løbet starter. Der er ingen som kører langsommere af den grund! Snarere tværtimod, for som kvinde skal man bevise sig selv igen og igen. Der er mange fordomme om kvinder i motorsport, og dem møder man hele tiden. De mandlige kørere har jo svært ved når de bliver overhalet af en anden mand, men at blive overhalet af en kvinde, det er altså hundrede gange værre!”, forklarer Christina Nielsen.

AT TURDE DRØMME OM LE MANS er ikke kun er et unikt blik ind i motorsport, men også i hvordan det er at være en ung kvinde i dag.

“Jeg tror mange kvinder oplever, at det ofte er svært at navigere, for på den ene side skal vi være fornuftige og kvindelige, og på den anden side er det som om samfundet siger, at kvinder skal være mere som mænd,” siger Christina Nielsen. “Det handler også om at de traditionelle kønsroller forandrer sig hele tiden, og sådan er det også i motorsport. I dag er der en kvindelig teamchef i Formel 1, og en eller anden dag kommer der naturligvis også en kvindelig F1-kører.”

Med bogen håber Christina Nielsen først og fremmest at vise unge kvinder, at man godt kan drømme store drømme.

“Når man drømmer stort, er der jo altid nogen der ryster på hovedet, og det var der sikkert også mange som gjorde, da jeg i sin tid sagde, at jeg drømte om at køre Le Mans, men i år kører jeg altså Le Mans for anden gang,” siger Christina Nielsen. “Så med bogen håber jeg at der er nogen mænd, der kan få sig lidt af en ‘Aha!’-oplevelse, mens unge kvinder kan læse min historie, og relatere til nogle af de situationer de oplever mellem mænd og kvinder i hverdagen, for eksempel på arbejdspladsen.”

AT TURDE DRØMME OM LE MANS udkommer fredag den 9. Juni og er på 250 sider med en vejl. udsalgspris til 249 kroner. Bogen er illustreret med en lang række unikke billeder fra Christina Nielsens karriere, og en del af overskuddet fra bogen går desuden til Cystisk Fibrose Foreningen.

“Min fætter Axel lider af cystisk fibrose, så det er noget, jeg har tæt inde på livet. Derfor vil jeg gerne bruge bogen som en måde at gøre opmærksom på det, der er en frygtelig genetisk sygdom, som vi endnu ikke er i stand til at helbrede. Det betyder, at dem der er ramt af cystisk fibrose, som min fætter Axel, sjældent bliver mere end 42 år, og derfor er der brug for mere forskning,” siger Christina Nielsen.

DUCKSHOOT MEDIA Aps
Christian Frost


Læs mere om:
  • Christina Nielsen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport