Kun 15-årige Christian Lundgaard fortsætter sin imponerende sæson med at tage to sejre ud af to mulige ved fjerde afdeling af SMP Formula 4 NEZ mesterskabet, der bliver afviklet i Parnu, Estland. Med sejrene udbyggede Christian, der er tilknyttet Renault Formel 1 teamets junior academy, sin føring i mesterskabet til spanske Xavier Lloveras, der ellers startede fra pole position i begge løb. Christian havde misset pole position med henholdsvis 11/1000 sekund og 7/1000 sekund, men det tog ham ikke lang tid at komme i føring. I første løb var Christian i føring inden den første halve omgang og udbyggede på tre omgange sin føring til næsten tre sekunder.
(Foto: SMP F4 NEZ)
I løb to forsvarede Lloveras sig endnu bedre og det var først på anden omgang Christian kom forbi med en imponerende overhaling, hvor han lå på ydersiden igennem to sving, inden føringen var hans. Ikke en gang en safetycar undervejs, hvor Christian mistede den føring han havde bygget op, kunne ryste ham og han kunne køre endnu en flot sejr i hus for MP Motorsport.
(Foto: SMP F4 NEZ)
”Jeg er super glad” fortalte Christian Lundgaard efter løbet. ”Vi er her for at vinde og sejrene er bevis for, at vi gør vores job ordentligt. Da først jeg var kommet forbi, gjaldt det bare om hurtigt at udbygge en føring, så konkurrenterne ikke kunne udnytte min slipstream og det lykkedes”.
Tredje løb afvikles søndag kl. 11.25 dansk tid og kan følges med live TV på SMP Formula 4 NEZ’s Facebook side.
Lundgaard Racing
Jan Kaiser Læs mere om: Christian LundgaardAuto24ring, Parnu02/07/17 - Auto24ring, Parnu - F4 NEZ |